søndag den 30. september 2018

Optakt har nået til finalen

Om en måned er det elleve år siden vi udgav det første nummer af musikavisen Optakt. Elleve år er lang tid, og der er sket meget siden vi fik idéen til et nyt medie der kunne formidle alt det der sker inden for den klassiske musik i Danmark. Nu er vi nået til den sidste sats, finalen, og dermed mener vi at vi nedlægger hjemmesiden med den faste produktion af artikler og nyheder fra det klassiske musikliv.

Optakt opstod i kølvandet på lukningen af andre klassiske magasiner og nedskæringer på kulturområdet i de skrevne medier, og vi følte et behov for en udgivelse med fokus på den klassiske musik i hele Danmark. En avis der skulle nå ud i alle egne af Danmark, være nem at få fat på og let at gå til.

Vi er stolte af at have dækket bredden i den klassiske musik, og vi har interesseret os meget for de kommende generationer og for dem der er med til at opdrage og uddanne børn og unge musikalsk. Vi har igennem årene mødt så mange mennesker der har brændt for en sag – både musikudøvere, -undervisere og -formidlere – og vi håber at vi har videreformidlet deres begejstring gennem vores artikler.

Tiden er en anden nu

I dag er der utrolig meget god information at finde på internettet og de sociale medier. Ethvert koncerthus, orkester, ensemble, festival m.m. med respekt for sig selv har en hjemmeside, et nyhedsbrev, en venneforening og en Facebookside hvor man kan følge med i nyheder og aktiviteter. På Facebook er der flere glimrende grupper med fokus på klassisk musik og opera. Der er klassiske internetradioer, Radio Klassisk har oprettet en podcast, ligesom DR P2 har mange gode udsendelser liggende som podcast. Flere musikjournalister har også egne blogs med artikler, nyheder og koncertanmeldelser.

Kort sagt, Optakt havde en mission om at dække et behov for viden om klassisk musik i Danmark, og det behov bliver nu så rigeligt dækket på andre måder. Derfor er vi klar til finalen: Vi nedlægger hjemmesiden med den løbende produktion af artikler og nyheder. Hvis vi fremover føler trang til at ytre os, bliver det i denne blog eller på vores Facebookside.

Dette er altså den sidste nyhed og det sidste nyhedsbrev der bliver udsendt fra optakt.com. Siden vil være åben indtil nytår 2018, der vil bare ikke blive lagt nyt indhold på den.

Og hvis man savner en musikkalender, kan vi henvise til Kultunaut der har en brugerstyret kalender som kan filtreres f.eks. med ’klassisk musik’. Det er den Optakt har samarbejdet med i alle årene.

Vi håber at vores brugere har haft lige så stor fornøjelse af at læse med på Optakt som vi har haft af at være en del af den klassiske musiks formidlingstjeneste.

Tak til alle der har fulgt med.

Marianne Ryde og Hannah Kvetny

tirsdag den 3. juli 2018

Frugtbart møde mellem fortid og nutid

Fra 2014-2017 var Karl Aage Rasmussen huskomponist hos Concerto Copenhagen. Dette møde mellem en nulevende komponist og et højt specialiseret barokorkester resulterede i en masse god musik som nu er ved at blive indspillet, og som fremover vil indgå i CoCo’s koncertrepertoire. For musikerne har det været lærerigt, for komponisten en gave at få sin musik spillet af de fremragende musikere. Vi har talt med Karl Aage Rasmussen og violinisten Fredrik From.

Af Marianne Ryde

Concerto Copenhagen, foto Thomas Nielsen
Det startede med at Concerto Copenhagen bestilte Karl Aage Rasmussen til at udfordre publikums opfattelse af traditionel barokmusik med et nyt værk som skulle kombinere så forskellige instrumenter som barokstrygere og saxofoner. ’Concerto In Amber’ blev uropført 24. september 2013 af CoCo og Raschèr Saxophone Quartet, og derefter opstod idéen at knytte Karl Aage Rasmussen tættere til CoCo under Statens Kunstfonds huskomponistordning.

Karl Aage Rasmussen er ikke kun komponist, men også skribent og forfatter til en række meget roste bøger, blandt andet om så forskellige musikalske personligheder som John Cage, Mahler og Bach. Og aftalen med CoCo betød desuden at han begyndte at tage del i orkestrets programlægning og skrive salsnoter til orkestrets programmer.

”Det var jo en sjov og ny tanke at barokorkestret for en gangs skyld skulle møde en af de komponister som de spillede. Men det var også i tråd med hvad der sker rundt omkring i verden. Mange barokensembler indser i stigende grad at de ikke kan blive ved med at tiltrække et nyt publikum hvis de kun spiller Bach og Vivaldi. Der skal en form for perspektiv til,” siger Karl Aage Rasmussen.

Havde du på forhånd en speciel interesse for barokmusik?

”Nej, jeg interesserer mig for usædvanlig meget forskellig musik som min skribentvirksomhed også viser. Men jo mere jeg beskæftiger mig med barokmusik, jo mere fuldstændig himmelfalden er jeg over hvor kolossalt varieret den er.

I romantikken er der selvfølgelig en vis forskel på de forskellige landes komponister, men i barokmusikken er der en variationsrigdom og en eksperimenterelyst som fuldstændig overvælder mig. Så jeg er meget henrykt over - og opfatter det som lidt af en gave at blive lukket ind i den verden; en tryllehave af enorme dimensioner som de færreste nok bliver opmærksomme på, netop fordi der er en tendens til at man repeterer de samme ting hele tiden. Der er så meget andet end Bach, Händel og Corelli - helt utrolig musik som man aldrig har hørt om.”

Men du tog alligevel fat i noget meget kendt - La Folia og Årstiderne.

”Ja, men af helt forskellige grunde. Det første stykke jeg skrev til CoCo, skulle bruges til en koncert som rummede flere forskellige værker bygget på den ældgamle melodi La Folia. Det er egentlig bare en akkordrække som nærmest kan sammenlignes med blues-skemaet. Og jeg føjede bare endnu et værk til de tusindvis af kompositioner der er skrevet over La Folia-skemaet gennem 500 år.

Vivaldis Årstider valgte jeg mere bevidst fordi den musik er noget af det mest kendte og inciterende i hele barokrepertoiret - datidens populærmusik, om man vil. Jeg ville give den nogle karaktertræk som lægger sig op af vore dages populærmusik. Man kunne også kalde det en iscenesættelse.

Et teater ville jo aldrig drømme om at opføre Molière fuldstændig som man gjorde i 1700-tallet. Man vil altid forsøge at tale til det moderne menneske og give stykkerne en mere nutidig karakter. Men når vi taler musik, har man den modsatte bestræbelse. Så skal det være så historisk som overhovedet muligt. Det er jo pudsigt. Mine Årstider er altså en moderne iscenesættelse af et barokværk.”




Du har også skrevet en obokoncert og en violinkoncert hvor du udfordrer barokinstrumenterne til det yderste.

”Ja, de er skrevet til oboisten Alfredo Bernardini og violinisten Fredrik From, to fænomenale musikere. Det er ikke interessant for mig at skrive en barokobokoncert der bruger instrumentet ligesom barokkomponisterne gjorde. Det er kun interessant hvis jeg kan få noget ud af instrumentet som ikke var der i forvejen.

Alle instrumenter skal jo på en vis måde opfindes på ny. Ingen anede at en violin kunne lyde sådan som Brahms fik den til i den violinkoncert han skrev til Joseph Joachim, og tilsvarende med Nielsens klarinetkoncert og Aage Oxenvad. Instrumenterne er kun det de er, indtil nogen opdager nye sider af dem.

Med violinkoncerten til Fredrik må jeg indrømme at jeg tænkte: Gud ved om den overhovedet kan spilles på en barokviolin? Men det skal jeg love for at den kunne.

Så det er en kilde til benovelse at de kvaliteter - og begrænsninger - som barokinstrumenterne har, også kan træde frem i den moderne musik. Alfredo og Fredrik ville måske sige at det havde været godt hvis jeg havde vidst lidt mere om instrumenterne, men på den anden side: Jo mere man ved om et instrument, jo mere tilbøjelig er man til at bruge det på den traditionelle måde.

Jeg er altid åben for at lave noget om hvis musikerne ikke mener det jeg har skrevet, er hensigtsmæssigt, men barokmusikerne er jo vænnet til at noderne har en selvstændig værdi. Og de spiller det der står, medmindre de nærmest brækker halsen på det. Langt det meste viste sig også at kunne lade sig gøre.

Det CoCo har lavet nu med disse indspilninger, har overvældet mig. Jeg vidste godt de var gode, men at de var så gode - det havde jeg ikke helt gjort mig klart. Det er en gave til sådan en ældre mand som mig.”

Fredrik From om samarbejdet med Karl Aage Rasmussen

Fredrik From
Optakt spurgte også Fredrik From hvordan han og musikerkollegerne i Concerto Copenhagen har det med at spille Karl Aage Rasmussen:

”Det er vældig udfordrende, både teknisk og musikalsk. De fleste af os har viet størstedelen af vores karriere til den tidlige musik og dermed sagt farvel til mange af de vanskeligheder som nutidig musik indebærer. Bare det at vi ofte har haft brug for en dirigent for at få den komplekse rytme til at fungere, er helt usædvanligt for os. Vi musicerer jo normalt helst uden dirigent og ledes kun en gang imellem af f.eks. cembalisten eller oboisten.

Men jeg tror at de fleste af os synes det har været vældig lærerigt at afvige lidt fra vores normale repertoire og give os ud i uudforsket terræn. Kravene rent instrumentalt er af og til tæt på grænsen for det mulige, men vi har haft en meget åben dialog med Karl Aage som har været lydhør over for vores forslag til ændringer.

Hvordan er musikken blevet modtaget af publikum? 

Jeg oplever at publikum har taget vel imod disse indslag af nutidig musik som bryder med vores sædvanlige koncertprogram. Værket ’Follia, Follia…’ som vi havde med i et program netop med temaet ’Galskab’, fik f.eks. meget god respons. Det er en moderne variation over et urgammelt tema som kompletterede den øvrige musik på fineste vis.

Bliver Karl Aages musik nu en fast del af CoCo’s programlægning?

Ja, jeg tror at en del af værkerne vil dukke op med jævne mellemrum. Vi har både planer om at opføre og indspille violin- og obokoncerterne og vil turnere med hans bearbejdning af De Fire Årstider i 2019.
----------------------------





mandag den 21. maj 2018

Carl og Marie

Rørende og oprørende, intimt og genkendeligt. Trods de 100 år der er gået siden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen levede, kan de stadig tale til os i dag. Fordi deres respektive kunstneriske arbejde i lange perioder adskilte dem rent fysisk, skrev de rigtig mange breve til hinanden. Og gennem dem får man et fantastisk indblik i et ægteskab hvor kærligheden og karrieren hele tiden kæmper om pladsen. Bogen kan anbefales, og 7. juni kan man i Pressen, Politikens Hus møde forfatterne, ledsaget af en helt speciel fortolkning af Carl Nielsens musik.




Med udgangspunkt i ægteparrets mange breve og dagbogsnotater lavede skuespilleren Lotte Andersen i 2015 teaterkoncerten 'Carl & Marie'. Undervejs talte hun en del med journalist Amalie Kestler om materialet, og sammen har de nu skrevet bogen 'Carl og Marie - i kunst og kærlighed' hvor næsten 200 af de 910 breve og dagbogsoptegnelser som findes i Carl Nielsen Brevudgaven, er gengivet.
De mange brevvekslinger er samlet i fem dele indrammet af forfatternes meget velskrevne opsummering af de forskellige faser i forholdet og perspektiveret til samtidens forhold, ikke mindst kvindernes. Kærlighedspagten, Kunsten, Frugten, Stormen og Høsten lyder overskrifterne på historien som danner et helt naturligt dramatisk forløb.
Midt i den værste storm hvor Marie kæmper med Carls utroskab, skriver hun flere lister over fordele og betænkeligheder ved at afbryde ægteskabet. Disse optegnelser er ikke med i Brevudgaven - dem faldt Lotte Andersen og Amalie Kestler over i Håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek. Men netop her ligger den stærkeste identifikation. Ser man bort fra gamle stavemåder og ord som Opgjør og Maitresser, kunne disse lister være skrevet i dag.
Bogen er både et spændende indblik i to kunstneriske personligheders sjæleliv og arbejdsvilkår, et fint tidsbillede og en nærværende historie om kærlighedens vilkår i et liv med børn, aktiviteter og forpligtelser, ikke mindst over for et kunstnerisk kald.

- - - -
Forfatter-talk og musik
7. juni kan man møde Lotte Andersen og Amalie Kestler i samtale med kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen om deres arbejde med bogen om datidens kulturelitære powercouple.
To musikere fra gruppen We like We, vokalist Katinka Fogh Vindelev og percussionist Sara Nigard Rosendal, sørger for stemningsfulde fortolkninger af Carl Nielsen som ramme for samtalen på scenen, og de lover at under deres behandling bliver Carl ikke lig noget man har hørt før.

tirsdag den 1. maj 2018

Den perfekte cello bygger man da selv


Ida Riegels havde 10 celloer. Men ingen af dem passede præcis til hendes størrelse og lydideal. Så hun gik i gang med at bygge nummer 11 efter inspiration fra en italiensk violinbygger i 1700-tallet. Det lykkedes over al forventning, og det bliver ikke sidste gang hun bygger et instrument, for hun synes også hun er blevet en bedre cellist af at arbejde med håndværket.







Af Marianne Ryde

Det er ikke fordi Ida Riegels har helt specielle kropslige mål, men hun har nok en større vilje end de fleste til at sætte sig nogle mål og forfølge dem. For et års tid siden besluttede hun sig til at bygge sin egen cello. En der var lidt mindre end dem hun allerede havde, og med en blød og varm tone som samtidig ikke var for svag. Sagt på en anden måde: en der var kortere og bredere end de fleste celloer.
”Jeg kunne jo aldrig finde på at købe sko i en størrelse som ikke passede mig. Så hvorfor skulle jeg slå mig til tåls med en cello der er for stor? Jeg bruger instrumentet hver dag, så det skal være behageligt og give mig frihed til at spille som jeg vil, uden at bøvle for meget med det tekniske, strække mine fingre så meget af jeg bliver træt efter et par timer, eller få vildt meget hård hud på fingene,” siger hun.

Otte måder at placere f-hullerne på.

Den skræddersyede cello

Den italienske violinbygger Domenico Montagnana der levede 1685–1750, lavede brede instrumenter med flere af de dybe overtoner, men med en knap så gennemtrængende tone som Stradivarius’ instrumenter. Hans celloer har netop den bløde, varme, runde klang som Ida kan lide, så det var et godt sted at starte. Hun fik fat på hans tegning og har arbejdet videre på den efter sine helt egne idéer om hvad der er pænt og fungerer for hende.

Et af de store spørgsmål var hvordan f-hullerne skulle se ud og sidde:

”Jeg googlede ’position of f-holes’, og så kom der en masse billeder op, blandt andet et ret kendt billede af en dame med f-huller i ryggen. Jeg fik den tanke at en cello måske har de samme mål som en krop, og så målte jeg på mig selv og fik et chok. Jeg har været meget omhyggelig med målene på min cello, justeret dem på millimeter, og så viste det sig at den er endt med at have præcis den samme krop som mig - når jeg står på hovedet! Bredde, længde, alt passer på millimeter. Det er da fantastisk.”

Byg en cello, og bliv en bedre musiker

Ida havde ikke specielle forudsætninger for at gå i gang med violinbyggerhåndværket. Hun har altid godt kunnet lide at lave noget i træ, men har ikke den store håndværksmæssige erfaring og lå selvfølgelig heller ikke inde med det nødvendige værktøj.

Starten på det hele blev to ugers sommerkursus i Cambridge hvor mennesker fra hele verden - og ikke kun musikere - mødtes for at få de grundlæggende færdigheder udi violinbygningens kunst.

Ida startede med at blive skældt ud for at ville lave en cello med så mærkelige mål. Men lærerne bøjede sig og gik ind på hendes idéer, og hun kom derfra med sidestykkerne, en lille specialhøvl som siden er blevet hendes bedste ven, og en masse viden om hvordan hun skulle få tegningen omsat til en cello.

I starten havde hun faktisk store bekymringer om sine hænder - ville de kunne holde til arbejdet med at høvle og save? Men det værste der skete, var at hun fik en masse vabler af høvleriet.

”Jeg mener endda at jeg et blevet bedre til at spille cello af at bygge en,” fortæller hun. På et tidspunkt skulle jeg save en masse ting ud, og da jeg så skulle spille bagefter, viste det sig at jeg havde fået et ekstra gear i min bueteknik - simpelthen en dimension mere, fordi armmusklerne var blevet trænet. Savning burde være et fag på konservatoriet!

Og der er også en anden ting: Vi er vænnet til med computere i dag at man let kan slette hvis man laver en fejl. Bordet fanger ikke så tit. Men når man snitter, selv med så lille høvl en som denne, så kan man ikke fortryde. Og det gør noget ved hjernen. Det skærper opmærksomheden, og det smitter også af på mit spil at det er her og nu det tæller.”





Færdig i sidste øjeblik

Ida havde sat sig selv en deadline for hvornår celloen skulle være færdig, for hun planlagde at tage på en 1000 km lang kombineret cykel- og koncertrejse langs Rhinen, og den skulle starte her midt i april. Celloen blev færdig to dage før afrejsen, men det var faktisk kun fordi hun fik hjælp af en anden violinbygger, Willy Nielsen, der har både værksted og erfaring som han ville dele med hende.
Ida havde mødt ham i Foreningen til violinbygningens fremme, og hos Willy fik hun det sidste, afgørende skub i retning af en spilleklar cello til tiden. Den manglede bare at blive lakeret da hun drog af sted, men har efter Willys råd fået et skud husblas for at lukke porerne.

Og lever den så op til forventningerne? Ja, Optakt er med da Ida for første gang sætter buen til de nye strenge. Og hun er et stort smil. Klangen er netop som hun håbede, venlig og imødekommende og samtidig med en lyd der kan trænge igennem.



”Jeg er meget lettet og ikke i tvivl om at den skal med på tur. Den lyder godt, reagerer hurtigt og er behagelig at spille på. Det er en stor dag.”

Hør Ida spille Bach på den nybyggede cello


Men selv om hun nu har skabt den ideelle cello, er det ikke slut med byggeriet. Ida er blevet bidt af det, og alle de indkøbte redskaber og erfaringer skal da bruges. Hun ved også hvilke gamle celloer der skal stå model til opus to og tre. Hun har fået nemlig fået en ny vane:

”Når jeg skal falde til ro om aftenen efter en hektisk dag, ligger jeg og kigger på billeder af gamle celloer.”

På cykeltur med Bach

Violinbygning.dk

tirsdag den 17. april 2018

10 år med alternativ radio om kultur og samfund

Man behøver ikke noget radioapparat, skal hverken tænke på FM eller DAB eller sendetidspunkter. Den2radio er altid på nettet, og her finder man alt hvad den alternative radiostation har produceret igennem 10 år. Den klassiske musik har sit helt eget spor med næsten 200 udsendelser fyldt med interviews, fortællinger, komponistportrætter og ikke mindst masser af god musik.



Af Marianne Ryde

1. maj er en mærkedag for den2radio, for da er det 10 år siden journalisten, forfatteren og samfundsdebattøren Georg Metz sammen med lydteknikeren Jytte Nordholt startede sin egen radiostation - helt uafhængig af offentlige midler.
Målet var at lave god gammeldags public service-radio - det vil sige frit tilgængelige podcast-udsendelser om kultur- og samfundsemner, præcis som DR kunne lave dem. Og den2radio fik da også flere tidligere DR-medarbejdere med på holdet.
Ud over Georg Metz og Jytte Nordholt finder man navne som Anette Bruun Johansen, Bodil Grue, Egon Clausen og Karsten Pharao blandt programmedarbejderne der selvfølgelig også har andre indtægter.
Den klassiske musikkanal bestyrer Kirsten Rønn der både har været studievært på DR's P2 i 16 år og ansat i DR Radiokoret i 28 år. Hun fortæller:

Kirsten Rønn, foto Hanne Paludan

”Den2radio er født som et internet-medie, og det var langt fra normalt da vi startede i 2008. I begyndelsen havde folk lidt svært ved at forstå hvordan de skulle finde os, og vi har aldrig fået støtte fra f.eks. Statens Kunstfond fordi de mente at vi havde sat os mellem to stole.
Så vi skal ud og søge penge i forskellige fonde, bl.a. flere nordiske, hver gang vi har en idé til en udsendelse eller en udsendelsesrække. Og det virker faktisk udmærket. Nu er vi oppe omkring 4000 udsendelser som alle stadig findes på vores hjemmeside, og vi oplever i øjeblikket en kolossal stigning i lytterskaren, måske blandt andet fordi det er blevet mere populært blandt de unge at fordybe sig i podcast om forskellige emner.”
Klassisk på nettet
Hvis man er til udsendelser med masser af musik og en smule speak udelukkende fokuseret på musikken, så har Kirsten Rønn produceret en stribe under titlen Klassisk på nettet. De er hver især bygget over et tema som kan være alt fra ’forår’ til ’klipper og bjerge’, ’søskende’, ’serenader’ og ’rapsodier’.
”En times musik som passer til at man kan få sit strygetøj eller et andet praktisk arbejde fra hånden,” som Kirsten siger.
Andre serier er ’Internationale danske klassiske solister’ hvor Kirsten har mødt nogle af de mange danske sangere, musikere og dirigenter der har eller har haft en international karriere.
”Jeg synes folk bliver for hurtigt glemt. Det var f.eks. fantastisk at tale med Mikael Melbye, han spænder vidt og har meget sjovt at fortælle.”
I serien ’Nordiske komponister’ sætter hun i nogle tilfælde to samtidige, men meget forskellige komponister op over for hinanden.
”Jeg lavede f.eks. en udsendelse om finnen Erkki Melartin og danskeren Lange-Müller. På forhånd vidste jeg ikke rigtig noget om Melartin, men via nogle finske kultursider fandt jeg en dame der var specialist på ham. Han har skrevet fantastisk musik, og det var rigtig spændende at høre mere om ham.”
Gode idéer er velkomne
På hjemmesiden ligger der også udsendelser om klassisk musik som ikke er skabt af Kirsten Rønn. Bodil Grue har f.eks. haft Vivaldi-entusiasten Claus Adam Jarløv i studiet med en stak fremragende Vivaldiindspilninger under armen, og Nikolai Ifversen har lavet fem udsendelser med Wagner-kenderen Henrik Nebelong om den store tyske operakomponist.
Har man en god idé til et emne man kunne tænke sig at høre mere om, er man også meget velkommen til at kontakte Kirsten Rønn eller hendes kolleger på den2radio. Og skulle man oven i købet selv have lyst til at lære hvordan man producerer radioprogrammer, er der også mulighed for at komme med på et af den2radios værkstedsforløb.
Den2radio vil muligvis passe perfekt ind i fremtidens medielandskab som ser ud til at skulle være meget mere privat finansieret end det nuværende. De kunne selvfølgelig godt bruge nogle faste støttekroner, men ellers klarer de sig nok som hidtil med privat funding. Alt tyder i hvert fald på at den2radio er kommet for at blive. Tillykke med de første 10 år.