mandag den 30. maj 2016

Klippe hæk i haven, gå tur på stranden eller til Sommerklassisk i Tivoli

Ja, hvad skal man bruge sådan en dejlig sommersøndag til? Jeg nåede at klippe lidt hæk, inden jeg gik i Tivoli, for nu havde jeg besluttet mig til at udfordre mig selv med en koncert med for mig ukendt amerikansk musik.
Jeg var ikke alene. Salen var godt fyldt. Nogle havde måske set frem til at høre den amerikanske ambassadør Rufus Gifford læse Lincoln-tekster, andre havde måske opdaget at det i stedet var kulturminister Bertel Haarder som oplæser og havde set frem til det.
Publikum blev budt velkommen af programchef Maria Frej, som præsenterede programmet og fortalte at det amerikanske valg var blandt årsagerne til valget af det amerikanske program. Hun fik spændt forventningerne op til at høre John Williams cellokoncert med Toke Møldrup som solist ved at minde om John Williams musik til Spielbergs film. Jeg personligt havde nu svært ved at høre noget i koncerten, der mindede om filmmusikken, men mit øre er heller ikke så trænet i at høre musik fra det 20. århundrede. Hvis man vil høre filmmusikken, kan man med fordel vende tilbage til Tivoli den 1. juli, hvor Tivoli Copenhagen Phil spiller et helt program med Williams/Spielberg.

Koncerten blev indledt med Aaron Coplands Lincoln Portrait fra 1942 med Bertel Haarder som oplæser. Musikken fik mig til at tænke på Huckleberry Finn og på Gettysburg, og det sidste var nok tilsigtet, når man hørte Lincoln-teksterne. Kulturminister Bertel Haarder gjorde det rigtig godt som oplæser, men blev tydeligt forbavset over at bifaldet ikke kun gjaldt orkester og dirigent, men også ham selv. Dirigenten Lawrence Foster måtte 'dirigere' ham til at vende sig mod publikum og bukke.
Billedresultat for lawrence foster conductor Lawrence Foster

Dirigenten var i øvrigt den helt store oplevelse for mig. Lawrence Foster er amerikaner med rumænske rødder. Han er æres-/gæstedirigent for en tre-årig periode hos Copenhagen Phil og har været chefdirigent for flere orkestre (Barcelona, Jerusalem, Houston mm). Han er en efterspurgt operadirigent og er i dag chefdirigent for operaen i Marseille og Marseille Filharmonikerne.

Han indledte anden del af koncerten med at gribe mikrofonen, ikke for at annoncere en programændring, men for at fortælle om musikken efter pausen. Han var en utroligt god formidler og fortalte om komponisten Charles Ives, der er fra New England ('very New England'), og om værket 'Three Places in New England' med eksempler fra hver af de 3 satser. Orkestret var ikke forberedt, men var helt med på den. F.eks. præsenterede de 2. sats, hvor der foregår en hel masse samtidig, ligesom når flere bands går gennem gaderne og spiller forskellig musik. Lawrence Foster bad først cello, bas og pauker spille nogle takters march-musik, derefter lilletromme og fagot. Det lød meget enkelt, indtil det blev sat sammen og gik helt på tværs af hinanden. Meget instruktivt og fint at lytte efter, da værket blev spillet bagefter. Sådan kan jeg godt lide at gå til koncert!

Koncerten sluttede af med Leonard Bernsteins 'Symfoniske danse' fra 1960. For os, der er gamle nok til at huske West Side Story, er der meget genkendelses glæde, men også en lille dreng, der sad på samme række som mig, fik en stor oplevelse. Han var tydeligt fascineret af trommerne, og det er da også en fremragende slagtøjsgruppe, Copenhagen Phil kan præstere.

En dejlig måde at tilbringe en sommersøndag på, og hermed en opfordring til at gå i Tivolis koncertsal om sommeren.

Hannah Kvetny

Skulle man have lyst til at høre Charles Ives 'Three Places in New England', så anbefalede Lawrence Foster en indspilning med dirigenten Michael Tilson Thomas.

mandag den 28. april 2014

Storladent og intimt

Det ene øjeblik var man ved at blive blæst omkuld – går det an at synge fortissimo i dette lille rum? - øjeblikket efter sad man naglet til stolen i åndeløs betagelse over det fjerlette pianissimo og de dybe følelser der blev formidlet der lige foran en.

Tenoren Peter Lodahl og pianisten Rikke Sandberg havde hele paletten med til Kurhotel Skodsborgs klassiske lørdagskoncert den 26. april. Og de tog publikum med storm – efter Schumanns Dichterliebe, 3 sange af Peter Heise, Franz Liszts virtuose Pace non trovo hvor Peter Lodahl serverede et højt Des, og 3 lieder af Richard Strauss, måtte de hoste op med to ekstranumre før publikum modvilligt slap dem igen.

Peter Lodahl klarede også med kort varsel introduktionen som Claus Johansen skulle have stået for. Han var sygemeldt denne lørdag, men resten af sæsonen er der mulighed for at få hans indsigtsfulde og muntre foredrag med. Koncertserien ’Klassisk på Skodsborg’ har nemlig meget mere at byde på. En lørdag om måneden helt frem til november er der en klassisk koncert med fremragende kunstnere udvalgt af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

onsdag den 1. januar 2014

Den ukendte komponist, der skrev kendt musik

Byen Jesi ligger midt i Italien. Den er lille og er en af de byer hvis hovedgade, selv midt på dagen, er helt tom og stille. Byens midte består ikke af ret meget andet end en kæmpe statue af dens stolthed, komponisten Giovanni Pergolesi. I dag er Pergolesi en temmelig overset komponist. Overskygget af sine samtidige kollegaer Vivaldi og Händel på trods af, at han i samtiden var mindst lige så kendt som dem.

Forfulgt af uheld
Sygdom og børnedødelighed var ikke usædvanligt for den tid, men Pergolesi var forfulgt af usædvanlig meget elendighed. Alle hans søskende, hans mor, hans far og stedmor døde inden han var fyldt 20. Selv levede han det meste af sit liv med tuberkulose (der til sidst tog livet af ham), og han havde et defekt ben som følge af polio. Nogen Adonis var han ikke.

Komisk musik
Som helt unge blev vidunderbarnet, Pergolesi, klogt nok sendt til konservatoriet i Napoli, hvor han efter sin eksamen fik jobs i de aristokratiske kredse. Hans egentlige gennembrud var inden for genren Opera Buffa. Opera Buffa var en operaform, der blev brugt som intermezzo i en større opera. Handlingen var komisk i modsætning til handlingen i de ”rigtige” operaer, og talte i det hele taget til den jævne borger. Ofte var sproget på den dialekt som publikum talte og handlingen relaterede sig til livet i de lavere klasser. Pergolesi var intet mindre en mester til at komponere Opera Buffa og kan uden tvivl tilskrives æren for, at denne genre overhovedet kom på banen for alvor. Genren smittede desuden hurtigt af på de klassiske operaer, der nu også begyndte at få komiske handlinger.

Åh, den kærlighed
Som alle andre unge mennesker forelskede Pergolesi sig. Hans udkårne var en pige af adelig herkomst, og kærligheden var i den grad gensidig. Men bestemt ikke fra hendes forældres side, og de to måtte skilles. Kort tid efter adskillelsen døde hans elskede og helt absurd (eller romantisk) dirigerede Pergolesi orkesteret ved hendes begravelse. Det må siges at være en Oscar værdig.  Han døde selv kun et år efter, og det rygtes hurtigt, at de to døde af knuste hjerter.

Fra musikerliv til munkeliv
Som 25-årig trak Pergolesi sig tilbage til et franciskanerkloster, enten syg af ulykkelig kærlighed eller den tuberkulose, der bare ikke ville gå væk. Et liv væk fra aristokratiet og alt det vilde og ikke mindst de komiske operaer. Det var her hans kendte værk Stabat Mater blev til. Værket for henholdsvis en sopran- og altstemme oprindeligt opført af to mænd. Orkestret er lille. Blot to violiner og en bas af, hvad man nu lige synes er passende. Han døde året efter. Om det var af tuberkulose eller ulykkelig kærlighed kan vi jo lade være op til fantasien.

Stabat Mater
Stabat Mater, der var Pergolesis sidste komposition, blev det mest kopierede værk i det 18. århundrede og står i dag på enhver sopran og alts svendeprøveliste. Faktisk er det helt rimeligt at kalde det et af de kendteste værker inden for barokgenren. Det er samtidig på linje med Vivaldis De fire årstider et af de mest voldtagede stykker musik gennem tiden med utallige indspilninger på bagen. Pergolesis liv var ikke sindsoprivende spændende, hvilket muligvis er grunden til, at han i dag lidt er blevet glemt i mængden af andre barokkomponister. Men til trods for hans ukendte person er hans Stabat Mater et af de få stykker musik, der har været populært lige fra det blev skrevet til i dag.

Som eksempel har jeg valgt et klip fra Stabat Mater fra den indspilning, jeg personligt synes er bedst. Det er med Ricercar Concort og de to spanske sangere Nuria Rial (sopran) og Carlos Mena (kontratenor). Sjældent har jeg hørt to stemmer klæde hinanden så godt.



Af Esther Jarløv

tirsdag den 17. december 2013

Messias. Fuldt påklædt.

Komponisten
Händel havde været en glad mand den dag Den Europæiske Union blev skabt. For han var om nogen super-europæer. Født i Tyskland, brugte det meste af sin ungdom med rundrejser i Europa for til sidst at blive engelsk statsborger. Han voksede op i den tyske by Halle med en far, der officielt var kirurg, men tjente størstedelen af sin indkomst ved at sælge spiritus på sortbørsmarkedet. Som så mange andre fædre havde han store ambitioner på sønnens vegne. Han skulle da være jurist! Selv om Händel junior allerede som lille viste store musikalske evner. Men det der musikhalløj var der da ingen fremtid i. Det lykkedes alligevel for Händel at trodse faren og musikken kom til at fylde hele hans liv. Han rejste Europa tyndt, hvor han ændrede fornavn fra Georg til det mere kække Giorgio og altså til sidst endte i England, hvor han igen skiftede navn til det ædle George. Det lykkedes ham, at blive så populær i England, at det engelske hof tog ham under sine vinger. Ikke dårligt, hvis man vil skabe sig en karriere. Han blev en populær mand og især hans operaer og oratorier spillede en afgørende rolle i hans mangeårige karriere. Et af de oratorier er Messias.

Og nu til Messias
Et oratorium kan nok hurtigst beskrives som et værk, der har alt det som en opera også har, men uden kulisser, skuespil eller kostumer. Det er ren og skær musik. Handlingen tager ofte udgangspunkt i en bibelsk fortælling, og Messias er ingen undtagelse. Det handler ganske enkelt om Jesus og hans betydning for kristendommen.
Händel skrev Messias på bare 24 dage. Værket havde premiere i Dublin i 1742 med et kor bestående af 26 drenge og blot 5 mænd. De følgende 10 år ændrede Händel værket hver eneste gang det skulle opføres, hvilket var af helt praktiske hensyn. Der blev nemlig hver gang taget højde for, hvilke sangere der nu lige var til rådighed det år. Men også fordi der var steder i værket, hvor samarbejdspartnere ganske enkelt ikke syntes, at det var godt nok. Fortællingen i Messias er brudstykker fra biblen sammensat af Charles Jennens, der var Händels ven og en forholdsvis kendt tekstforfatter på den tid. Jennens havde den store udfordring, at der siden 1500-tallet i England havde været forbud mod at bruge Jesus som figur på en scene. Det skulle ikke være nemt. Derfor kredser fortællingen om Jesus, men han er faktisk slet ikke personligt med.

Det svære valg
Der er lavet tonsvis af indspilninger af Messias, så der er virkelig noget for enhver smag. Selv vil jeg klart anbefale versionen med Paul McCreesh og Gabrieli Concert. Den rører mig hver gang jeg hører den, både fordi det er smukt, men også på grund af det til tider hæsblæsende tempo. Youtube har her forrådt mig lidt, men jeg har til gengæld fundet en anden god version. Her er det med The Kings College Choir. Man går altså aldrig galt i byen med engelske kor. Jeg kan især godt lide, at man har en fornemmelse af, at der er taget hensyn til teksten, hvilket efterhånden er ret sjældent. Koret ved simpelthen, hvad det er, de synger om! Det er måske lidt svært at se, at det virkelig er en glædens dag, men musikalsk set så jubler koret virkelig (fx ved 1.17). Man kan høre på dem, at de synes, det er vidunderligt, at det lille Jesusbarn er blevet født. Kvinderne er skiftet ud med drenge, hvilket giver det hele en lethed som klæder musikken vældig godt. Rigtig god fornøjelse og rigtig god jul.




Af Esther K. Jarløv

onsdag den 20. november 2013

Dagen hvor Beethoven blev pornografisk


Jeg tror, at mange vil være enige, når jeg siger, at det er begrænset sjovt at se en koncert i fjernsynet. Det er bare sjovere at opleve live. Men det er egentligt ærgerligt for, hvor meget musik kunne man ikke få mulighed for at få glæde af, hvis det blev gjort lidt mere interessant? Forleden opdagede jeg, at BBC faktisk har formået at lave en film som både er en spillefilm, men samtidig også en koncertoplevelse. BBC har simpelthen lavet en film, der handler om den dag Beethovens symfoni nr. 3 første gang blev opført i en rigsmands dagligstue. Det er altså ikke en film om Beethoven selv, men om alt det der sker rundt om koncertopførelsen. Som en del af filmen bliver hele symfonien opført i brudstykker mellem korte dialoger, og det er fungerer virkelig godt. Man får en fornemmelse af de tanker Beethoven gjorde sig om symfonien, hvordan han tilegnede den til Napoleon Bonaparte for senere at fortryde dette og ikke mindst hans ret besværlige sind. Vi følger de få publikummer og deres indtryk af symfonien, og vi oplever ikke mindst orkesterprøven. Det er lykkedes for filmproducenterne at finde præcis det antal musikere, der var med til den første opførelse. Musikerne spiller på kopier af instrumenter fra Beethovens tid. Og den bedste detalje er næsten, at musikerne i filmen ikke er skuespillere, men rent faktisk er de musikere man også hører spille. Ja ja, der er jo nok lavet en indspilning til brug i filmen, men det ændrer ikke ved, at det er en lækker detalje, at man har brugt de samme musikere på soundtracket som i filmen. Hvis du ikke orker, at se hele filmen så se det første og sidste kvarter. Og se ikke mindst det første minut, hvor en BBC-vært lige kommer med et par ret gode facts. Hvis du allerede har set filmen, så kan den bestemt tåle at ses igen.
 
 
Af Esther Jarløv