tirsdag den 3. juli 2018

Frugtbart møde mellem fortid og nutid

Fra 2014-2017 var Karl Aage Rasmussen huskomponist hos Concerto Copenhagen. Dette møde mellem en nulevende komponist og et højt specialiseret barokorkester resulterede i en masse god musik som nu er ved at blive indspillet, og som fremover vil indgå i CoCo’s koncertrepertoire. For musikerne har det været lærerigt, for komponisten en gave at få sin musik spillet af de fremragende musikere. Vi har talt med Karl Aage Rasmussen og violinisten Fredrik From.

Af Marianne Ryde

Concerto Copenhagen, foto Thomas Nielsen
Det startede med at Concerto Copenhagen bestilte Karl Aage Rasmussen til at udfordre publikums opfattelse af traditionel barokmusik med et nyt værk som skulle kombinere så forskellige instrumenter som barokstrygere og saxofoner. ’Concerto In Amber’ blev uropført 24. september 2013 af CoCo og Raschèr Saxophone Quartet, og derefter opstod idéen at knytte Karl Aage Rasmussen tættere til CoCo under Statens Kunstfonds huskomponistordning.

Karl Aage Rasmussen er ikke kun komponist, men også skribent og forfatter til en række meget roste bøger, blandt andet om så forskellige musikalske personligheder som John Cage, Mahler og Bach. Og aftalen med CoCo betød desuden at han begyndte at tage del i orkestrets programlægning og skrive salsnoter til orkestrets programmer.

”Det var jo en sjov og ny tanke at barokorkestret for en gangs skyld skulle møde en af de komponister som de spillede. Men det var også i tråd med hvad der sker rundt omkring i verden. Mange barokensembler indser i stigende grad at de ikke kan blive ved med at tiltrække et nyt publikum hvis de kun spiller Bach og Vivaldi. Der skal en form for perspektiv til,” siger Karl Aage Rasmussen.

Havde du på forhånd en speciel interesse for barokmusik?

”Nej, jeg interesserer mig for usædvanlig meget forskellig musik som min skribentvirksomhed også viser. Men jo mere jeg beskæftiger mig med barokmusik, jo mere fuldstændig himmelfalden er jeg over hvor kolossalt varieret den er.

I romantikken er der selvfølgelig en vis forskel på de forskellige landes komponister, men i barokmusikken er der en variationsrigdom og en eksperimenterelyst som fuldstændig overvælder mig. Så jeg er meget henrykt over - og opfatter det som lidt af en gave at blive lukket ind i den verden; en tryllehave af enorme dimensioner som de færreste nok bliver opmærksomme på, netop fordi der er en tendens til at man repeterer de samme ting hele tiden. Der er så meget andet end Bach, Händel og Corelli - helt utrolig musik som man aldrig har hørt om.”

Men du tog alligevel fat i noget meget kendt - La Folia og Årstiderne.

”Ja, men af helt forskellige grunde. Det første stykke jeg skrev til CoCo, skulle bruges til en koncert som rummede flere forskellige værker bygget på den ældgamle melodi La Folia. Det er egentlig bare en akkordrække som nærmest kan sammenlignes med blues-skemaet. Og jeg føjede bare endnu et værk til de tusindvis af kompositioner der er skrevet over La Folia-skemaet gennem 500 år.

Vivaldis Årstider valgte jeg mere bevidst fordi den musik er noget af det mest kendte og inciterende i hele barokrepertoiret - datidens populærmusik, om man vil. Jeg ville give den nogle karaktertræk som lægger sig op af vore dages populærmusik. Man kunne også kalde det en iscenesættelse.

Et teater ville jo aldrig drømme om at opføre Molière fuldstændig som man gjorde i 1700-tallet. Man vil altid forsøge at tale til det moderne menneske og give stykkerne en mere nutidig karakter. Men når vi taler musik, har man den modsatte bestræbelse. Så skal det være så historisk som overhovedet muligt. Det er jo pudsigt. Mine Årstider er altså en moderne iscenesættelse af et barokværk.”




Du har også skrevet en obokoncert og en violinkoncert hvor du udfordrer barokinstrumenterne til det yderste.

”Ja, de er skrevet til oboisten Alfredo Bernardini og violinisten Fredrik From, to fænomenale musikere. Det er ikke interessant for mig at skrive en barokobokoncert der bruger instrumentet ligesom barokkomponisterne gjorde. Det er kun interessant hvis jeg kan få noget ud af instrumentet som ikke var der i forvejen.

Alle instrumenter skal jo på en vis måde opfindes på ny. Ingen anede at en violin kunne lyde sådan som Brahms fik den til i den violinkoncert han skrev til Joseph Joachim, og tilsvarende med Nielsens klarinetkoncert og Aage Oxenvad. Instrumenterne er kun det de er, indtil nogen opdager nye sider af dem.

Med violinkoncerten til Fredrik må jeg indrømme at jeg tænkte: Gud ved om den overhovedet kan spilles på en barokviolin? Men det skal jeg love for at den kunne.

Så det er en kilde til benovelse at de kvaliteter - og begrænsninger - som barokinstrumenterne har, også kan træde frem i den moderne musik. Alfredo og Fredrik ville måske sige at det havde været godt hvis jeg havde vidst lidt mere om instrumenterne, men på den anden side: Jo mere man ved om et instrument, jo mere tilbøjelig er man til at bruge det på den traditionelle måde.

Jeg er altid åben for at lave noget om hvis musikerne ikke mener det jeg har skrevet, er hensigtsmæssigt, men barokmusikerne er jo vænnet til at noderne har en selvstændig værdi. Og de spiller det der står, medmindre de nærmest brækker halsen på det. Langt det meste viste sig også at kunne lade sig gøre.

Det CoCo har lavet nu med disse indspilninger, har overvældet mig. Jeg vidste godt de var gode, men at de var så gode - det havde jeg ikke helt gjort mig klart. Det er en gave til sådan en ældre mand som mig.”

Fredrik From om samarbejdet med Karl Aage Rasmussen

Fredrik From
Optakt spurgte også Fredrik From hvordan han og musikerkollegerne i Concerto Copenhagen har det med at spille Karl Aage Rasmussen:

”Det er vældig udfordrende, både teknisk og musikalsk. De fleste af os har viet størstedelen af vores karriere til den tidlige musik og dermed sagt farvel til mange af de vanskeligheder som nutidig musik indebærer. Bare det at vi ofte har haft brug for en dirigent for at få den komplekse rytme til at fungere, er helt usædvanligt for os. Vi musicerer jo normalt helst uden dirigent og ledes kun en gang imellem af f.eks. cembalisten eller oboisten.

Men jeg tror at de fleste af os synes det har været vældig lærerigt at afvige lidt fra vores normale repertoire og give os ud i uudforsket terræn. Kravene rent instrumentalt er af og til tæt på grænsen for det mulige, men vi har haft en meget åben dialog med Karl Aage som har været lydhør over for vores forslag til ændringer.

Hvordan er musikken blevet modtaget af publikum? 

Jeg oplever at publikum har taget vel imod disse indslag af nutidig musik som bryder med vores sædvanlige koncertprogram. Værket ’Follia, Follia…’ som vi havde med i et program netop med temaet ’Galskab’, fik f.eks. meget god respons. Det er en moderne variation over et urgammelt tema som kompletterede den øvrige musik på fineste vis.

Bliver Karl Aages musik nu en fast del af CoCo’s programlægning?

Ja, jeg tror at en del af værkerne vil dukke op med jævne mellemrum. Vi har både planer om at opføre og indspille violin- og obokoncerterne og vil turnere med hans bearbejdning af De Fire Årstider i 2019.
----------------------------





tirsdag den 1. maj 2018

Den perfekte cello bygger man da selv


Ida Riegels havde 10 celloer. Men ingen af dem passede præcis til hendes størrelse og lydideal. Så hun gik i gang med at bygge nummer 11 efter inspiration fra en italiensk violinbygger i 1700-tallet. Det lykkedes over al forventning, og det bliver ikke sidste gang hun bygger et instrument, for hun synes også hun er blevet en bedre cellist af at arbejde med håndværket.







Af Marianne Ryde

Det er ikke fordi Ida Riegels har helt specielle kropslige mål, men hun har nok en større vilje end de fleste til at sætte sig nogle mål og forfølge dem. For et års tid siden besluttede hun sig til at bygge sin egen cello. En der var lidt mindre end dem hun allerede havde, og med en blød og varm tone som samtidig ikke var for svag. Sagt på en anden måde: en der var kortere og bredere end de fleste celloer.
”Jeg kunne jo aldrig finde på at købe sko i en størrelse som ikke passede mig. Så hvorfor skulle jeg slå mig til tåls med en cello der er for stor? Jeg bruger instrumentet hver dag, så det skal være behageligt og give mig frihed til at spille som jeg vil, uden at bøvle for meget med det tekniske, strække mine fingre så meget af jeg bliver træt efter et par timer, eller få vildt meget hård hud på fingene,” siger hun.

Otte måder at placere f-hullerne på.

Den skræddersyede cello

Den italienske violinbygger Domenico Montagnana der levede 1685–1750, lavede brede instrumenter med flere af de dybe overtoner, men med en knap så gennemtrængende tone som Stradivarius’ instrumenter. Hans celloer har netop den bløde, varme, runde klang som Ida kan lide, så det var et godt sted at starte. Hun fik fat på hans tegning og har arbejdet videre på den efter sine helt egne idéer om hvad der er pænt og fungerer for hende.

Et af de store spørgsmål var hvordan f-hullerne skulle se ud og sidde:

”Jeg googlede ’position of f-holes’, og så kom der en masse billeder op, blandt andet et ret kendt billede af en dame med f-huller i ryggen. Jeg fik den tanke at en cello måske har de samme mål som en krop, og så målte jeg på mig selv og fik et chok. Jeg har været meget omhyggelig med målene på min cello, justeret dem på millimeter, og så viste det sig at den er endt med at have præcis den samme krop som mig - når jeg står på hovedet! Bredde, længde, alt passer på millimeter. Det er da fantastisk.”

Byg en cello, og bliv en bedre musiker

Ida havde ikke specielle forudsætninger for at gå i gang med violinbyggerhåndværket. Hun har altid godt kunnet lide at lave noget i træ, men har ikke den store håndværksmæssige erfaring og lå selvfølgelig heller ikke inde med det nødvendige værktøj.

Starten på det hele blev to ugers sommerkursus i Cambridge hvor mennesker fra hele verden - og ikke kun musikere - mødtes for at få de grundlæggende færdigheder udi violinbygningens kunst.

Ida startede med at blive skældt ud for at ville lave en cello med så mærkelige mål. Men lærerne bøjede sig og gik ind på hendes idéer, og hun kom derfra med sidestykkerne, en lille specialhøvl som siden er blevet hendes bedste ven, og en masse viden om hvordan hun skulle få tegningen omsat til en cello.

I starten havde hun faktisk store bekymringer om sine hænder - ville de kunne holde til arbejdet med at høvle og save? Men det værste der skete, var at hun fik en masse vabler af høvleriet.

”Jeg mener endda at jeg et blevet bedre til at spille cello af at bygge en,” fortæller hun. På et tidspunkt skulle jeg save en masse ting ud, og da jeg så skulle spille bagefter, viste det sig at jeg havde fået et ekstra gear i min bueteknik - simpelthen en dimension mere, fordi armmusklerne var blevet trænet. Savning burde være et fag på konservatoriet!

Og der er også en anden ting: Vi er vænnet til med computere i dag at man let kan slette hvis man laver en fejl. Bordet fanger ikke så tit. Men når man snitter, selv med så lille høvl en som denne, så kan man ikke fortryde. Og det gør noget ved hjernen. Det skærper opmærksomheden, og det smitter også af på mit spil at det er her og nu det tæller.”





Færdig i sidste øjeblik

Ida havde sat sig selv en deadline for hvornår celloen skulle være færdig, for hun planlagde at tage på en 1000 km lang kombineret cykel- og koncertrejse langs Rhinen, og den skulle starte her midt i april. Celloen blev færdig to dage før afrejsen, men det var faktisk kun fordi hun fik hjælp af en anden violinbygger, Willy Nielsen, der har både værksted og erfaring som han ville dele med hende.
Ida havde mødt ham i Foreningen til violinbygningens fremme, og hos Willy fik hun det sidste, afgørende skub i retning af en spilleklar cello til tiden. Den manglede bare at blive lakeret da hun drog af sted, men har efter Willys råd fået et skud husblas for at lukke porerne.

Og lever den så op til forventningerne? Ja, Optakt er med da Ida for første gang sætter buen til de nye strenge. Og hun er et stort smil. Klangen er netop som hun håbede, venlig og imødekommende og samtidig med en lyd der kan trænge igennem.



”Jeg er meget lettet og ikke i tvivl om at den skal med på tur. Den lyder godt, reagerer hurtigt og er behagelig at spille på. Det er en stor dag.”

Hør Ida spille Bach på den nybyggede cello


Men selv om hun nu har skabt den ideelle cello, er det ikke slut med byggeriet. Ida er blevet bidt af det, og alle de indkøbte redskaber og erfaringer skal da bruges. Hun ved også hvilke gamle celloer der skal stå model til opus to og tre. Hun har fået nemlig fået en ny vane:

”Når jeg skal falde til ro om aftenen efter en hektisk dag, ligger jeg og kigger på billeder af gamle celloer.”

På cykeltur med Bach

Violinbygning.dk

onsdag den 1. november 2017

Optakt fylder 10 år

Den 1. november er det 10 år siden gratisavisen Optakt udkom for første gang. Vi benytter anledningen til at vende blikket indad for en kort bemærkning og fortælle lidt om Optakt og os selv.

Af redaktør og journalist Marianne Ryde og initiativtager og udgiver Hannah Kvetny

Den 1. november 2017 er en ganske særlig dag for Optakt. Det er nemlig lige præcis 10 år siden det første nummer af musikavisen Optakt så dagens lys. Forud for denne dag lå mange måneders forberedelse: grundige forundersøgelser, samling af det helt rigtige hold af skribenter og samarbejdspartnere, lange to-do-lister, endnu længere lister med kontaktinformationer, udveksling af inspiration, afprøvning (og forkastning) af idéer, diskussioner om detaljer såsom farver, skrifttyper, forsidelayout og meget mere. Deadline var fastlagt, og den nærmede sig i sidste ende med foruroligende fart. Vanvittigt spændende var det at se den første udgave af avisen på tryk.

Hvad ville vi egentlig med Optakt?

Spiren til idéen opstod i mit hoved et godt stykke tid før udgivelsen af det første nummer. Inspirationen kom fra to forskellige kilder: det klassiske gratis musikmagasin Crescendo i Tyskland og det danske gratis musikmagasin GAFFA. Bemærk ordet ’gratis’. Det var idéen at der skulle være et klassisk musikmagasin som var tilgængeligt for alle. Man skulle falde over det, når man alligevel var på biblioteket, til koncert eller i teatret. Det skulle ligge der og friste med et godt billede på forsiden, et par fængende overskrifter og så en række små og større artikler som kunne læses uden den helt store musikvidenskabelige forudsætning.

Håbet var at det kunne skabe interesse både hos dem der i forvejen var glade for klassisk musik, og hos dem der endnu ikke havde opdaget det.

Hvem er jeg?

Jeg er et eksempel på en af dem, der ikke har taget den lige vej fra uddannelse til fast arbejde med udsigt til pension. Jeg læste musikvidenskab på Københavns Universitet og var vild med det. Jeg elskede at lave koralharmoniseringer, spille prima vista og dykke ned i harmoniske analyser. Men jeg var knap så forberedt på arbejdsmarkedet da jeg endelig blev færdiguddannet.

Efter et par år som gymnasielærer vendte jeg på en tallerken og kastede mig ud i en uddannelse inden for regnskab. Og jeg elskede det: debet og kredit, likviditetsstyring, regnskabsanalyser og regneark (ja, i begyndelsen var det nu bare ternet papir). Har de to ting noget med hinanden at gøre? For mig har det.

Jeg er stadig musiker, jeg spiller cembalo, og mit nodeark består ofte blot af en baslinje med tal under, og ud fra det skal jeg kreere smuk musik. Som regnskabsmenneske dykker jeg ned i detaljen og ser mønstre i talrækkerne som fortæller mig en historie.

I mange år dyrkede jeg musikken ved siden af mit arbejde som regnskabskonsulent, og i en sen alder fik jeg en umanerlig trang til endnu en uddannelse og til at tage fat i musikken fra en helt ny vinkel – og det blev så til musikavisen Optakt.

Fra trykt avis til webmagasin

Optakt blev trykt hver måned i halvandet år, og det var en fantastisk og travl tid. Det var også en økonomisk svær periode hvor finanskrisen ramte mange forskellige brancher hårdt. Det blev åbenlyst at vi ikke kunne fortsætte den dyre drift med trykning og distribution, og vi valgte derfor at satse på et webmagasin.

Her skulle vi ikke starte fra grunden, for vi havde helt fra begyndelsen haft optakt.com sideløbende med den trykte avis. Vi havde også et stort publikum som kendte os fra de trykte aviser, og det er en stor fordel når man er online hvor man ellers nemt kan drukne blandt alle de mange andre online-tilbud.

Websitet er dejlig fleksibelt. Vi lægger nyhederne på løbende, og når vi har nyheder nok, så udgiver vi et nyhedsbrev. Websitet giver mulighed for at lægge lyd og billeder på så vi kan vise videoer, og vi kan lægge interviews ud med lyd, så læserne kan høre musikere fortælle og spille musik.

Vi kan langt fra dække alt hvad der foregår i det klassiske musikliv, men vores kalender afspejler heldigvis koncertlivet i hele landet, og vi har også interneret P2’s koncertkalender på sitet. Derudover forsøger vi at pege på det der skiller sig lidt ud, afprøver nye koncertformer, nyt repertoire eller i det hele taget giver nye vinkler på den klassiske musik. Af og til får vi fat i en bog eller cd som vi har lyst til at anbefale, og vi har næsten altid et godt rabattilbud.

Men først og fremmest taler vi med en masse spændende, nytænkende og vanvittig dygtige musikere - unge og gamle, sangere og instrumentalister, komponister og iværksættere. Mennesker med en passion og idérigdom ud over det sædvanlige som på hver deres måde bidrager til at holde den klassiske musik levende og nærværende.

En del nyheder bliver selvfølgelig uaktuelle efter et stykke tid, men optakt.com er også et arkiv af artikler fra de ti år der er gået, og vi kan kun opfordre til at gå på opdagelse i samlingen.

Hvem er redaktøren?

Det var en dejlig dag da Hannah for godt ti år siden spurgte om jeg ville være med til at starte en klassisk musikavis. Vi havde læst musikvidenskab og skrevet speciale sammen, så jeg vidste at vi kunne samarbejde og var i stand til at få det bedste frem i hinanden.

Jeg var altså ikke et øjeblik i tvivl om at svaret var ja, selv om også jeg havde forladt musikken som levevej og arbejdede i en mildest talt anden boldgade. Jeg var nemlig blevet kommunikationsmedarbejder på Danmarks Tekniske Universitet - en ingeniørvidenskabelig højborg hvor jeg egentlig ikke havde skyggen af forudsætninger for at forstå hvad de talte om.

Men jeg havde fundet ud af at det jeg egentlig brændte for, var at skrive og formidle - at møde dygtige og engagerede mennesker og bringe deres viden videre på en måde så den blev forståelig for folk uden forkundskaber på området. Og nu fik jeg chancen for at gøre det samme inden for mit gamle fag.

Interessen for klassisk musik deler jeg med mange ingeniører, har jeg efterhånden fundet ud af, og det har ikke været spor svært at forene de to verdener. Passionen og den dybe faglighed hos de mennesker der færdes i dem, binder dem sammen. Og jeg er meget glad for at være en del af dem begge.

onsdag den 5. juli 2017

Koncerter er mere end afspilning af musik

Der knytter sig en forventning om det perfekte og sublime til den klassiske musik som for mange musikere kan gøre det til en angstfyldt oplevelse at optræde. Men hvis man gør lige så meget ud af at formidle musikken som af at spille de korrekte noder, så bearbejder man sin præstationsangst, og samtidig kommer man publikum i møde. Det er filosofien bag blokfløjtespilleren Monica Schmidt Andersens Performatorium. 

Af Marianne Ryde
Monica Schmidt Andersen

Livet som musiker er en lang eksamen. Det indså Monica Schmidt Andersen da hun i en meget ung alder startede på musikkonservatoriet som blokfløjtespiller. For hende har uddannelsen derfor ikke kun handlet om at mestre instrumentet, men også om at finde de mentale redskaber der kan gøre det sjovt at stå på en scene og formidle musikken til andre.

Sideløbende med soliststudiet på musikkonservatoriet, studerede Monica en master i psykologi for musikere på Sheffield Universitet hvor hun som speciale lavede en undersøgelse der viste at hun deler præstationsangsten med 94 procent af sine klassiske musikerkolleger. Så hun er ikke i tvivl om at der er basis for den virksomhed hun er ved at opbygge under navnet Performatorium - et laboratorium hvor hun underviser i hvordan man kan forebygge nervøsitet, blandt andet ved at arbejde med performance.

At se koncerten som en forestilling hvor musikken ikke står alene, er et af midlerne til at dæmpe angsten for at optræde - men samtidig kan det efter Monicas mening også give nyt liv til en stivnet klassisk koncertform:

”Mange mener at musikken taler for sig selv, men jeg synes tiden er løbet fra den tankegang, især i forbindelse med klassisk musik. Vi har så sindssygt gode indspilninger som man bare kan sætte sig hen og høre på sit gode anlæg. Derfor skal der være et ekstra lag når man kommer til en live-koncert, ligesom til store popkoncerter hvor der ikke bliver sparet på noget i forhold til sceneshow, lyssætning, konfetti osv. Alt er planlagt ned til mindste detalje. Det er det folk betaler for - ikke kun en afspilning af musikken.”

Tema og idé frem for hele værker

Monica spiller i mange forskellige ensembler og har som de fleste blokfløjtespillere både den ældre og helt nye musik på repertoiret.  Men hun laver stort set aldrig en traditionel koncert med et program sammensat af et antal hele værker, og hun eksperimenterer med alt fra koncertformen over programmet til PR-materialet.

En nytårskoncert kan f.eks. være bygget op som en traditionel nytårsaften hvor musikken repræsenterer begivenhederne fra velkomstdrink og dronningens tale over 90-års fødselsdagen til champagne og raketter.

En børnekoncert med barokmusik kan foregå som en kamp mellem to mennesker der ’slås’ mens de spiller på livet løs. Og middelaldermusikken kan præsenteres i samarbejde med folk der gør historien levende med ord, dragter og måltider.




Også nyskrevet musik som mange har svært ved at kapere, blandt andet fordi de ikke umiddelbart genkender noget i den, kan i Monicas verden gøres tilgængelig; det er Trio Nebulas stjernekoncert et godt eksempel på. Trioen der består af blokfløjte, saxofon og slagtøj, har bestilt værker hos en række komponister som på forskellig vis spiller op til navnet Nebula, den farvestrålende tåge af støv og gas som solsystemer dannes ud fra.

Musikken indgår i et koncertformat som involverer astrofysikeren Anja Andersen. Hun er med på en videooptagelse hvor hun taler om rummet og har en samtale med komponisten Rasmus Zwicki om Saturns ringe som hans værk refererer til.

Koncerten har turneret rundt på flere hollandske observatorier, og Monica arbejder hårdt på også at komme til at vise den i Danmark.

”Det var jo nykomponeret musik hele vejen igennem, men publikum var helt med på det, netop fordi den var sat ind i en kontekst. Det var en fantastisk oplevelse. Hele koncerten var gennemplanlagt, og derfor var det på sin vis nemt at præstere. Hvis man ved hvad man skal, og hvilken oplevelse man vil give publikum, bliver man meget mere sikker,” siger Monica.




-----------------------------------------------------------

Monica Schmidt Andersen er blokfløjtenist og uddannet solist og musiker-performer fra Syddansk Musikkonservatorium i Odense.
Hun har desuden en kandidatgrad i psykologi for musikere fra University of Sheffield, England, hvor hun skrev speciale om musikalsk præstationsangst blandt klassiske og jazz-konservatoriestuderende.


tirsdag den 30. maj 2017

På cykeltur med Bach

Hvad Johann Sebastian Bach for mere end 300 år siden gjorde til fods, vil Ida Riegels nu gøre på cykel - med cello og blokfløjte i bagagen. Bach rejste fra Arnstadt til Lübeck for at møde tidens store mester, Dietrich Buxtehude, og lære noget om musikkens kunst - Ida håber hun vil få en fornemmelse af hvem Bach var, og få øje på nogle nye sider af hans musik.




Af Marianne Ryde

Da Ida Riegels var barn, drømte hun om at gå hele vejen til Rom. Hun elsker at rejse og gør det gerne til fods eller på cykel - og tit i selskab med celloen. En af de komponister hun altid har med sig, er Johann Sebastian Bach. Efterhånden har hun også læst en del om dette fyrtårn af en komponist, og det er gået op for hende at han ikke altid har været den statelige gamle mand med paryk og stor mave som man møder på billederne.

Han har naturligvis været ung, men dertil også en uregerlig og rebelsk organist og komponist som skejede ud med lange og sære forspil til salmerne, inviterede en ung jomfru op til muciseren på korloftet og blev så sur på en fagottist - som han mente spillede forkert med vilje - at det kom til sværdkamp imellem dem.

Bach var selvfølgelig også ivrig for at lære nyt om sit fag; derfor tog han i 1705 orlov fra sit job i Neue Kirche i Arnstadt og begav sig til fods til Lübeck hvor tidens store mester, Dietrich Buxtehude, residerede, og musiklivet blomstrede. Mere end 400 km - ved vintertide. ”Utroligt”, tænkte Ida da hun hørte det, og så spirede tanken om at gøre ham kunsten efter.

Hurtigt stod det dog klart at hun ikke orkede at gå 400 km med otte kg cello på ryggen plus bagage. Men en cykeltur - om sommeren - kunne nok også gøre det. Som tænkt, så gjort, og efter et halvt års forberedelser af koncerter og logi, indkøb af cykel og letvægtskasse til en af hendes mange celloer - og ikke mindst træning af det tyske sprog, er hun nu klar til tre uger på de tyske landeveje.

Musikalsk triatlon

Turen starter naturligvis i Neue Kirche - nu Bach Kirche - i Arnstadt med en koncert den 2. juni kl. 12. På programmet er en cellosuite og en fløjtepartita som er skrevet for travers, men som Ida spiller på blokfløjte. Hun spiller også nogle mindre stykker på orgel så hun får lavet en slags musikalsk triatlon, og indimellem fortæller hun små historier om Bach.

Ida har planlagt i alt ni koncerter på ruten; den sidste i Buxtehudes Marienkirche i Lübeck den 23. juni.

Bach bad om fri en måned, men vendte først hjem efter tre en halv, måske blandt andet fordi han ville blive længe nok til at høre de Abendmusik-koncerter som byen var berømt for at holde hvert år i julemåneden. Nu foregår de også på andre tider af året, og det er netop sådan en koncert Ida medvirker til sammen med organisten i kirken. Han vil spille musik af den sene Buxtehude, mens Ida spiller noget tidlig Bach:

”På den måde bliver det en slags musikalsk stillleben af hvordan de begge lød på det tidspunkt,” forklarer hun.

Et af de musikalske greb som Bach lærte af Buxtehude, er den såkaldte stylus fantasticus, en italiensk stil med frie, halvimproviserede passager.

”De optræder ofte som afslutning på cellopræludierne, otte takter hvor der enten kun står akkorder eller er udskrevet en slags improvisation over dem. Akkorderne spilles i vore dage ofte bare som lange toner, men i den anden cellosuite vil jeg improvisere som man mener Bach har tænkt sig,” fortæller Ida. Hun tager også en barokbue med på turen og vil stemme de moderne strenge ned til 415, den mest almindelige stemning på Bachs tid.

”Barokbuer er utrolig flotte og lavet af hestehår. Elegante og lettere i spidsen så tonen naturligt får et decrescendo, i modsætning til moderne buer hvor spidsen er tungere så tonen holder ved. Derfor er der mange fraseringer som giver sig selv med barokbuen.”


Tidsrejse i Bachs fodspor

Bachs arbejdsgivere var ikke just begejstrede da han vendte hjem næsten tre måneder senere end aftalt. Og undskyldningen? Tja, Ida har hørt at han lidt flabet skal have sagt at han ”lærte et og andet om musikkens kunst”. Det var vel ikke desto mindre sandt, og han fik da også lov at fortsætte i stillingen.

Ida håber at hun får lært noget om Bach og hans musik på sin lille tidsrejse.

”Alt hvad jeg har læst som forberedelse til turen, har i hvert fald inspireret mig til at fortolke hans musik lidt anderledes. Jeg har fået øje på nogle af de mere vilde elementer hos ham. Derfor tillader jeg mig at give f.eks. gigue-satsen lidt mere gas. Jeg har fået rykket ved min opfattelse af Bach og håber andre kan få den samme oplevelse. ”