Den perfekte cello bygger man da selv

Ida Riegels havde 10 celloer. Men ingen af dem passede præcis til hendes størrelse og lydideal. Så hun gik i gang med at bygge nummer 11 efter inspiration fra en italiensk violinbygger i 1700-tallet. Det lykkedes over al forventning, og det bliver ikke sidste gang hun bygger et instrument, for hun synes også hun er blevet en bedre cellist af at arbejde med håndværket.

Af Marianne Ryde

Det er ikke fordi Ida Riegels har helt specielle kropslige mål, men hun har nok en større vilje end de fleste til at sætte sig nogle mål og forfølge dem. For et års tid siden besluttede hun sig til at bygge sin egen cello. En der var lidt mindre end dem hun allerede havde, og med en blød og varm tone som samtidig ikke var for svag. Sagt på en anden måde: en der var kortere og bredere end de fleste celloer.
”Jeg kunne jo aldrig finde på at købe sko i en størrelse som ikke passede mig. Så hvorfor skulle jeg slå mig til tåls med en cello der er for stor? Jeg bruger instrumentet hver dag, så det skal være behageligt og give mig frihed til at spille som jeg vil, uden at bøvle for meget med det tekniske, strække mine fingre så meget af jeg bliver træt efter et par timer, eller få vildt meget hård hud på fingene,” siger hun.

Otte måder at placere f-hullerne på.

Den skræddersyede cello

Den italienske violinbygger Domenico Montagnana der levede 1685–1750, lavede brede instrumenter med flere af de dybe overtoner, men med en knap så gennemtrængende tone som Stradivarius’ instrumenter. Hans celloer har netop den bløde, varme, runde klang som Ida kan lide, så det var et godt sted at starte. Hun fik fat på hans tegning og har arbejdet videre på den efter sine helt egne idéer om hvad der er pænt og fungerer for hende.

Et af de store spørgsmål var hvordan f-hullerne skulle se ud og sidde:

”Jeg googlede ’position of f-holes’, og så kom der en masse billeder op, blandt andet et ret kendt billede af en dame med f-huller i ryggen. Jeg fik den tanke at en cello måske har de samme mål som en krop, og så målte jeg på mig selv og fik et chok. Jeg har været meget omhyggelig med målene på min cello, justeret dem på millimeter, og så viste det sig at den er endt med at have præcis den samme krop som mig - når jeg står på hovedet! Bredde, længde, alt passer på millimeter. Det er da fantastisk.”

Byg en cello, og bliv en bedre musiker

Ida havde ikke specielle forudsætninger for at gå i gang med violinbyggerhåndværket. Hun har altid godt kunnet lide at lave noget i træ, men har ikke den store håndværksmæssige erfaring og lå selvfølgelig heller ikke inde med det nødvendige værktøj.

Starten på det hele blev to ugers sommerkursus i Cambridge hvor mennesker fra hele verden - og ikke kun musikere - mødtes for at få de grundlæggende færdigheder udi violinbygningens kunst.

Ida startede med at blive skældt ud for at ville lave en cello med så mærkelige mål. Men lærerne bøjede sig og gik ind på hendes idéer, og hun kom derfra med sidestykkerne, en lille specialhøvl som siden er blevet hendes bedste ven, og en masse viden om hvordan hun skulle få tegningen omsat til en cello.

I starten havde hun faktisk store bekymringer om sine hænder - ville de kunne holde til arbejdet med at høvle og save? Men det værste der skete, var at hun fik en masse vabler af høvleriet.

”Jeg mener endda at jeg et blevet bedre til at spille cello af at bygge en,” fortæller hun. På et tidspunkt skulle jeg save en masse ting ud, og da jeg så skulle spille bagefter, viste det sig at jeg havde fået et ekstra gear i min bueteknik - simpelthen en dimension mere, fordi armmusklerne var blevet trænet. Savning burde være et fag på konservatoriet!

Og der er også en anden ting: Vi er vænnet til med computere i dag at man let kan slette hvis man laver en fejl. Bordet fanger ikke så tit. Men når man snitter, selv med så lille høvl en som denne, så kan man ikke fortryde. Og det gør noget ved hjernen. Det skærper opmærksomheden, og det smitter også af på mit spil at det er her og nu det tæller.”

Færdig i sidste øjeblik

Ida havde sat sig selv en deadline for hvornår celloen skulle være færdig, for hun planlagde at tage på en 1000 km lang kombineret cykel- og koncertrejse langs Rhinen, og den skulle starte her midt i april. Celloen blev færdig to dage før afrejsen, men det var faktisk kun fordi hun fik hjælp af en anden violinbygger, Willy Nielsen, der har både værksted og erfaring som han ville dele med hende.
Ida havde mødt ham i Foreningen til violinbygningens fremme, og hos Willy fik hun det sidste, afgørende skub i retning af en spilleklar cello til tiden. Den manglede bare at blive lakeret da hun drog af sted, men har efter Willys råd fået et skud husblas for at lukke porerne.

Og lever den så op til forventningerne? Ja, Optakt er med da Ida for første gang sætter buen til de nye strenge. Og hun er et stort smil. Klangen er netop som hun håbede, venlig og imødekommende og samtidig med en lyd der kan trænge igennem.

”Jeg er meget lettet og ikke i tvivl om at den skal med på tur. Den lyder godt, reagerer hurtigt og er behagelig at spille på. Det er en stor dag.”

Hør Ida spille Bach på den nybyggede cello

Men selv om hun nu har skabt den ideelle cello, er det ikke slut med byggeriet. Ida er blevet bidt af det, og alle de indkøbte redskaber og erfaringer skal da bruges. Hun ved også hvilke gamle celloer der skal stå model til opus to og tre. Hun har fået nemlig fået en ny vane:

”Når jeg skal falde til ro om aftenen efter en hektisk dag, ligger jeg og kigger på billeder af gamle celloer.”

På cykeltur med Bach

Violinbygning.dk

På cykeltur med Bach

Hvad Johann Sebastian Bach for mere end 300 år siden gjorde til fods, vil Ida Riegels nu gøre på cykel - med cello og blokfløjte i bagagen. Bach rejste fra Arnstadt til Lübeck for at møde tidens store mester, Dietrich Buxtehude, og lære noget om musikkens kunst - Ida håber hun vil få en fornemmelse af hvem Bach var, og få øje på nogle nye sider af hans musik.

Af Marianne Ryde

Da Ida Riegels var barn, drømte hun om at gå hele vejen til Rom. Hun elsker at rejse og gør det gerne til fods eller på cykel - og tit i selskab med celloen. En af de komponister hun altid har med sig, er Johann Sebastian Bach. Efterhånden har hun også læst en del om dette fyrtårn af en komponist, og det er gået op for hende at han ikke altid har været den statelige gamle mand med paryk og stor mave som man møder på billederne.

Han har naturligvis været ung, men dertil også en uregerlig og rebelsk organist og komponist som skejede ud med lange og sære forspil til salmerne, inviterede en ung jomfru op til muciseren på korloftet og blev så sur på en fagottist - som han mente spillede forkert med vilje - at det kom til sværdkamp imellem dem.

Bach var selvfølgelig også ivrig for at lære nyt om sit fag; derfor tog han i 1705 orlov fra sit job i Neue Kirche i Arnstadt og begav sig til fods til Lübeck hvor tidens store mester, Dietrich Buxtehude, residerede, og musiklivet blomstrede. Mere end 400 km - ved vintertide. ”Utroligt”, tænkte Ida da hun hørte det, og så spirede tanken om at gøre ham kunsten efter.

Hurtigt stod det dog klart at hun ikke orkede at gå 400 km med otte kg cello på ryggen plus bagage. Men en cykeltur - om sommeren - kunne nok også gøre det. Som tænkt, så gjort, og efter et halvt års forberedelser af koncerter og logi, indkøb af cykel og letvægtskasse til en af hendes mange celloer - og ikke mindst træning af det tyske sprog, er hun nu klar til tre uger på de tyske landeveje.

Musikalsk triatlon

Turen starter naturligvis i Neue Kirche - nu Bach Kirche - i Arnstadt med en koncert den 2. juni kl. 12. På programmet er en cellosuite og en fløjtepartita som er skrevet for travers, men som Ida spiller på blokfløjte. Hun spiller også nogle mindre stykker på orgel så hun får lavet en slags musikalsk triatlon, og indimellem fortæller hun små historier om Bach.

Ida har planlagt i alt ni koncerter på ruten; den sidste i Buxtehudes Marienkirche i Lübeck den 23. juni.

Bach bad om fri en måned, men vendte først hjem efter tre en halv, måske blandt andet fordi han ville blive længe nok til at høre de Abendmusik-koncerter som byen var berømt for at holde hvert år i julemåneden. Nu foregår de også på andre tider af året, og det er netop sådan en koncert Ida medvirker til sammen med organisten i kirken. Han vil spille musik af den sene Buxtehude, mens Ida spiller noget tidlig Bach:

”På den måde bliver det en slags musikalsk stillleben af hvordan de begge lød på det tidspunkt,” forklarer hun.

Et af de musikalske greb som Bach lærte af Buxtehude, er den såkaldte stylus fantasticus, en italiensk stil med frie, halvimproviserede passager.

”De optræder ofte som afslutning på cellopræludierne, otte takter hvor der enten kun står akkorder eller er udskrevet en slags improvisation over dem. Akkorderne spilles i vore dage ofte bare som lange toner, men i den anden cellosuite vil jeg improvisere som man mener Bach har tænkt sig,” fortæller Ida. Hun tager også en barokbue med på turen og vil stemme de moderne strenge ned til 415, den mest almindelige stemning på Bachs tid.

”Barokbuer er utrolig flotte og lavet af hestehår. Elegante og lettere i spidsen så tonen naturligt får et decrescendo, i modsætning til moderne buer hvor spidsen er tungere så tonen holder ved. Derfor er der mange fraseringer som giver sig selv med barokbuen.”

Tidsrejse i Bachs fodspor

Bachs arbejdsgivere var ikke just begejstrede da han vendte hjem næsten tre måneder senere end aftalt. Og undskyldningen? Tja, Ida har hørt at han lidt flabet skal have sagt at han ”lærte et og andet om musikkens kunst”. Det var vel ikke desto mindre sandt, og han fik da også lov at fortsætte i stillingen.

Ida håber at hun får lært noget om Bach og hans musik på sin lille tidsrejse.

”Alt hvad jeg har læst som forberedelse til turen, har i hvert fald inspireret mig til at fortolke hans musik lidt anderledes. Jeg har fået øje på nogle af de mere vilde elementer hos ham. Derfor tillader jeg mig at give f.eks. gigue-satsen lidt mere gas. Jeg har fået rykket ved min opfattelse af Bach og håber andre kan få den samme oplevelse. ”