Ida Riegels havde 10 celloer. Men ingen af dem passede præcis til hendes størrelse og lydideal. Så hun gik i gang med at bygge nummer 11 efter inspiration fra en italiensk violinbygger i 1700-tallet. Det lykkedes over al forventning, og det bliver ikke sidste gang hun bygger et instrument, for hun synes også hun er blevet en bedre cellist af at arbejde med håndværket.
Af Marianne Ryde
Det er ikke fordi Ida Riegels har helt specielle kropslige mål, men hun har nok en større vilje end de fleste til at sætte sig nogle mål og forfølge dem. For et års tid siden besluttede hun sig til at bygge sin egen cello. En der var lidt mindre end dem hun allerede havde, og med en blød og varm tone som samtidig ikke var for svag. Sagt på en anden måde: en der var kortere og bredere end de fleste celloer.
”Jeg kunne jo aldrig finde på at købe sko i en størrelse som ikke passede mig. Så hvorfor skulle jeg slå mig til tåls med en cello der er for stor? Jeg bruger instrumentet hver dag, så det skal være behageligt og give mig frihed til at spille som jeg vil, uden at bøvle for meget med det tekniske, strække mine fingre så meget af jeg bliver træt efter et par timer, eller få vildt meget hård hud på fingene,” siger hun.
Otte måder at placere f-hullerne på.
Den skræddersyede cello
Den italienske violinbygger Domenico Montagnana der levede 1685–1750, lavede brede instrumenter med flere af de dybe overtoner, men med en knap så gennemtrængende tone som Stradivarius’ instrumenter. Hans celloer har netop den bløde, varme, runde klang som Ida kan lide, så det var et godt sted at starte. Hun fik fat på hans tegning og har arbejdet videre på den efter sine helt egne idéer om hvad der er pænt og fungerer for hende.
Et af de store spørgsmål var hvordan f-hullerne skulle se ud og sidde:
”Jeg googlede ’position of f-holes’, og så kom der en masse billeder op, blandt andet et ret kendt billede af en dame med f-huller i ryggen. Jeg fik den tanke at en cello måske har de samme mål som en krop, og så målte jeg på mig selv og fik et chok. Jeg har været meget omhyggelig med målene på min cello, justeret dem på millimeter, og så viste det sig at den er endt med at have præcis den samme krop som mig - når jeg står på hovedet! Bredde, længde, alt passer på millimeter. Det er da fantastisk.”
Byg en cello, og bliv en bedre musiker
Starten på det hele blev to ugers sommerkursus i Cambridge hvor mennesker fra hele verden - og ikke kun musikere - mødtes for at få de grundlæggende færdigheder udi violinbygningens kunst.
Ida startede med at blive skældt ud for at ville lave en cello med så mærkelige mål. Men lærerne bøjede sig og gik ind på hendes idéer, og hun kom derfra med sidestykkerne, en lille specialhøvl som siden er blevet hendes bedste ven, og en masse viden om hvordan hun skulle få tegningen omsat til en cello.
I starten havde hun faktisk store bekymringer om sine hænder - ville de kunne holde til arbejdet med at høvle og save? Men det værste der skete, var at hun fik en masse vabler af høvleriet.
”Jeg mener endda at jeg et blevet bedre til at spille cello af at bygge en,” fortæller hun. På et tidspunkt skulle jeg save en masse ting ud, og da jeg så skulle spille bagefter, viste det sig at jeg havde fået et ekstra gear i min bueteknik - simpelthen en dimension mere, fordi armmusklerne var blevet trænet. Savning burde være et fag på konservatoriet!
Og der er også en anden ting: Vi er vænnet til med computere i dag at man let kan slette hvis man laver en fejl. Bordet fanger ikke så tit. Men når man snitter, selv med så lille høvl en som denne, så kan man ikke fortryde. Og det gør noget ved hjernen. Det skærper opmærksomheden, og det smitter også af på mit spil at det er her og nu det tæller.”
Færdig i sidste øjeblik
Ida havde sat sig selv en deadline for hvornår celloen skulle være færdig, for hun planlagde at tage på en 1000 km lang kombineret cykel- og koncertrejse langs Rhinen, og den skulle starte her midt i april. Celloen blev færdig to dage før afrejsen, men det var faktisk kun fordi hun fik hjælp af en anden violinbygger, Willy Nielsen, der har både værksted og erfaring som han ville dele med hende.
Ida havde mødt ham i Foreningen til violinbygningens fremme, og hos Willy fik hun det sidste, afgørende skub i retning af en spilleklar cello til tiden. Den manglede bare at blive lakeret da hun drog af sted, men har efter Willys råd fået et skud husblas for at lukke porerne.
Og lever den så op til forventningerne? Ja, Optakt er med da Ida for første gang sætter buen til de nye strenge. Og hun er et stort smil. Klangen er netop som hun håbede, venlig og imødekommende og samtidig med en lyd der kan trænge igennem.
”Jeg er meget lettet og ikke i tvivl om at den skal med på tur. Den lyder godt, reagerer hurtigt og er behagelig at spille på. Det er en stor dag.”
Hør Ida spille Bach på den nybyggede cello
Men selv om hun nu har skabt den ideelle cello, er det ikke slut med byggeriet. Ida er blevet bidt af det, og alle de indkøbte redskaber og erfaringer skal da bruges. Hun ved også hvilke gamle celloer der skal stå model til opus to og tre. Hun har fået nemlig fået en ny vane:
”Når jeg skal falde til ro om aftenen efter en hektisk dag, ligger jeg og kigger på billeder af gamle celloer.”
På cykeltur med Bach
Violinbygning.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar