Rørende og oprørende, intimt og genkendeligt. Trods de 100 år der er gået siden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen levede, kan de stadig tale til os i dag. Fordi deres respektive kunstneriske arbejde i lange perioder adskilte dem rent fysisk, skrev de rigtig mange breve til hinanden. Og gennem dem får man et fantastisk indblik i et ægteskab hvor kærligheden og karrieren hele tiden kæmper om pladsen. Bogen kan anbefales, og 7. juni kan man i Pressen, Politikens Hus møde forfatterne, ledsaget af en helt speciel fortolkning af Carl Nielsens musik.
Med udgangspunkt i ægteparrets mange breve og dagbogsnotater lavede skuespilleren Lotte Andersen i 2015 teaterkoncerten 'Carl & Marie'. Undervejs talte hun en del med journalist Amalie Kestler om materialet, og sammen har de nu skrevet bogen 'Carl og Marie - i kunst og kærlighed' hvor næsten 200 af de 910 breve og dagbogsoptegnelser som findes i Carl Nielsen Brevudgaven, er gengivet.
De mange brevvekslinger er samlet i fem dele indrammet af forfatternes meget velskrevne opsummering af de forskellige faser i forholdet og perspektiveret til samtidens forhold, ikke mindst kvindernes. Kærlighedspagten, Kunsten, Frugten, Stormen og Høsten lyder overskrifterne på historien som danner et helt naturligt dramatisk forløb.
Midt i den værste storm hvor Marie kæmper med Carls utroskab, skriver hun flere lister over fordele og betænkeligheder ved at afbryde ægteskabet. Disse optegnelser er ikke med i Brevudgaven - dem faldt Lotte Andersen og Amalie Kestler over i Håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek. Men netop her ligger den stærkeste identifikation. Ser man bort fra gamle stavemåder og ord som Opgjør og Maitresser, kunne disse lister være skrevet i dag.
Bogen er både et spændende indblik i to kunstneriske personligheders sjæleliv og arbejdsvilkår, et fint tidsbillede og en nærværende historie om kærlighedens vilkår i et liv med børn, aktiviteter og forpligtelser, ikke mindst over for et kunstnerisk kald.
- - - -
Forfatter-talk og musik
7. juni kan man møde Lotte Andersen og Amalie Kestler i samtale med kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen om deres arbejde med bogen om datidens kulturelitære powercouple.
To musikere fra gruppen We like We, vokalist Katinka Fogh Vindelev og percussionist Sara Nigard Rosendal, sørger for stemningsfulde fortolkninger af Carl Nielsen som ramme for samtalen på scenen, og de lover at under deres behandling bliver Carl ikke lig noget man har hørt før.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar