Optakt - til den klassiske musik

Klippe hæk i haven, gå tur på stranden eller til Sommerklassisk i Tivoli

Ja, hvad skal man bruge sådan en dejlig sommersøndag til? Jeg nåede at klippe lidt hæk, inden jeg gik i Tivoli, for nu havde jeg besluttet mig til at udfordre mig selv med en koncert med for mig ukendt amerikansk musik.
Jeg var ikke alene. Salen var godt fyldt. Nogle havde måske set frem til at høre den amerikanske ambassadør Rufus Gifford læse Lincoln-tekster, andre havde måske opdaget at det i stedet var kulturminister Bertel Haarder som oplæser og havde set frem til det.
Publikum blev budt velkommen af programchef Maria Frej, som præsenterede programmet og fortalte at det amerikanske valg var blandt årsagerne til valget af det amerikanske program. Hun fik spændt forventningerne op til at høre John Williams cellokoncert med Toke Møldrup som solist ved at minde om John Williams musik til Spielbergs film. Jeg personligt havde nu svært ved at høre noget i koncerten, der mindede om filmmusikken, men mit øre er heller ikke så trænet i at høre musik fra det 20. århundrede. Hvis man vil høre filmmusikken, kan man med fordel vende tilbage til Tivoli den 1. juli, hvor Tivoli Copenhagen Phil spiller et helt program med Williams/Spielberg.

Koncerten blev indledt med Aaron Coplands Lincoln Portrait fra 1942 med Bertel Haarder som oplæser. Musikken fik mig til at tænke på Huckleberry Finn og på Gettysburg, og det sidste var nok tilsigtet, når man hørte Lincoln-teksterne. Kulturminister Bertel Haarder gjorde det rigtig godt som oplæser, men blev tydeligt forbavset over at bifaldet ikke kun gjaldt orkester og dirigent, men også ham selv. Dirigenten Lawrence Foster måtte 'dirigere' ham til at vende sig mod publikum og bukke.
Lawrence Foster

Dirigenten var i øvrigt den helt store oplevelse for mig. Lawrence Foster er amerikaner med rumænske rødder. Han er æres-/gæstedirigent for en tre-årig periode hos Copenhagen Phil og har været chefdirigent for flere orkestre (Barcelona, Jerusalem, Houston mm). Han er en efterspurgt operadirigent og er i dag chefdirigent for operaen i Marseille og Marseille Filharmonikerne.

Han indledte anden del af koncerten med at gribe mikrofonen, ikke for at annoncere en programændring, men for at fortælle om musikken efter pausen. Han var en utroligt god formidler og fortalte om komponisten Charles Ives, der er fra New England ('very New England'), og om værket 'Three Places in New England' med eksempler fra hver af de 3 satser. Orkestret var ikke forberedt, men var helt med på den. F.eks. præsenterede de 2. sats, hvor der foregår en hel masse samtidig, ligesom når flere bands går gennem gaderne og spiller forskellig musik. Lawrence Foster bad først cello, bas og pauker spille nogle takters march-musik, derefter lilletromme og fagot. Det lød meget enkelt, indtil det blev sat sammen og gik helt på tværs af hinanden. Meget instruktivt og fint at lytte efter, da værket blev spillet bagefter. Sådan kan jeg godt lide at gå til koncert!

Koncerten sluttede af med Leonard Bernsteins 'Symfoniske danse' fra 1960. For os, der er gamle nok til at huske West Side Story, er der meget genkendelses glæde, men også en lille dreng, der sad på samme række som mig, fik en stor oplevelse. Han var tydeligt fascineret af trommerne, og det er da også en fremragende slagtøjsgruppe, Copenhagen Phil kan præstere.

En dejlig måde at tilbringe en sommersøndag på, og hermed en opfordring til at gå i Tivolis koncertsal om sommeren.

Hannah Kvetny

Skulle man have lyst til at høre Charles Ives 'Three Places in New England', så anbefalede Lawrence Foster en indspilning med dirigenten Michael Tilson Thomas.