DR UnderholdningsOrkestret har netop afsluttet en miniturné
til Wien bestående af to fuldstændigt udsolgte koncerter i Wiener Konzerthaus. Mozart og Haydn var på programmet – og jeg var
med.
Turnéen er afslutningen på mange års arbejde med Mozarts symfonier sammen med den
ungarske dirigent Adam Fischer. Samarbejdet har resulteret i en Mozartboks med
45 symfonier. Fischer er kendt for at gøre tingene på sin helt egen måde,
hvilket ofte er i et hæsblæsende tempo og med en lidenskab man skal lede længe
efter. Og det har i den grad smittet af på musikerne.Det helt store spørgsmål på turnéen var, om de konservative wienere kunne affinde sig med Fischer og UnderholdningsOrkestrets vilde tilgang til Mozart. Mozart er jo på en eller anden måde deres komponist. Så jeg var spændt onsdag aften i Konzerthaus.
DR UnderholdningsOrkestret. Onsdag d. 16. oktober 2013 - Wiener Konzerthaus
Nå, første symfoni på programmet var ja, symfoni nr. 1. En lidt mærkelig symfoni, men fair nok, Mozart var 8 år, da han skrev den. Så kan man altså blive tilgivet for meget, men publikum var vist ikke helt med på den. Det var i hvert i fald svært at læse ud fra de 1800 stive ansigter. Næste nummer på programmet var Haydns cellokoncert nr. 1. En virkelig dejlig koncert. Orkestret havde fået den dansk/svenske cellist Andreas Brantelid med sig, og han gav den hele armen. Brantelid har stadigvæk det der konfirmand-look, men det uskyldige udseende snyder for Brantelid spillede med lidenskab og sensualitet, der virkelig fangede publikum. Han har måske ikke en stor og fyldig klang, men hans lyd passede perfekt sammen med orkestret. Jeg sad og blev helt varm om hjertet over de mange ”bravo”, der blev råbt fra salen. Sidste punkt før pausen var endnu en Mozart symfoni som publikum tog rimelig pænt imod. Men det var som om, at det først var efter pausen at isen for alvor blev brudt. Med Jupitersymfonien gav både Fischer og orkestret alt, hvad den kunne trække. Så meget, at wienerne af og til sad og kiggede på hinanden af bar forbløffelse: ”kan man virkelig spille Mozart på den måde”? Svaret er ja. Her vil jeg lige tilføje, at jeg altså heller aldrig har fået Mozart sådan før, så jeg forstår det konservative publikums undren. Det varede også lige et par sekunder for lang tid, før folk begyndte at klappe. Det var som om, at alle tænke: hvad fanden skete der lige der? Og så kom bifaldet. Et varmt bifald, der på mange måder også var lidt spøjst. Det var en blanding af folk, der stod op og råbte bravo – og så folk der var på vej ud (formentligt for at komme hurtigt til overtøjet). Ekstranummeret var ouverturen fra Figaros Bryllup, der blev spillet så hurtigt, at en stor del af publikum begyndte at fnise. Jeg havde en dejlig fornemmelse i kroppen, da koncerten var slut, og det tror jeg faktisk størstedelen af de 1800 publikummer også havde.
Koncert nummer to hørte jeg i radioen, da jeg kom hjem til København. Programmet var det samme som koncert nummer et og jeg tænkte, at jeg nok ikke gik glip af så
meget. Men hvilket drama blev det ikke til. Under koncerten blev 1. fagottisten
syg. Han var ellers fremragende til den første koncert. Så er gode råd dyre.
Men er det ikke heldigt, at man så er i Wien, der jo er musikkens by. Under
bifaldet efter cellokoncerten fik Fischer hvisket ud i garderoben, at man
skulle skynde sig at ringe til 1. fagottisten i Wiener Philamonikerne. Og han
kom styrtende i løbet af no time og kastede sig ind på scenen. Det er altså ret
sejt!
Det er klart, at UnderholdningsOrkestret ikke kan måle sig
med Wiens eget orkester - Wiener Philharmonikerne. Der er noget overnaturligt
over det orkester. Men UnderholdningsOrkestret kan i den grad være stolte af
deres turné. Jeg har sjældent hørt Mozart blive spillet så vedkommende som
onsdag aften i Konzerthaus i Wien, og jeg glæder mig til at høre alle
symfonierne hjemme i sofaen.
Se nedenfor DR UnderholdningsOrkestret opføre Mozarts symfoni nr. 30
Ingen kommentarer:
Send en kommentar