DR UnderholdningsOrkesteret og Outlandish
Koncerthuset, fredag 13. september 2013
De tre Outlandish-drenge har nu gennem 13 år været en fast bestanddel af den danske hiphopscene, og det blev fejret med DR UnderholdningsOrkesteret d. 13. og 14. september. To fuldstændig udsolgte koncerter. Med sig i den musikalske bagage har Outlandish deres indvandrerbaggrund, men det er nu nok Vestegnen, der vejer tungest. Det ville også være synd at sammenligne dem med den mere rå amerikanske hiphopkultur, og netop derfor fungerede koncerten fint i DRs pæne koncertsal. ”Drengene” er med årene blevet voksne. Og deres publikum tilsyneladende med. For der var underligt nok et overtal af grå hår tilstede. Derfor virkede det til tider lidt kikset, at der netop til dette publikum blev kastet diverse håndtegn ud under koncerten.
UnderholdningsOrkesteret
spillede helt sublimt. Hvilket ikke mindst hang sammen med et fremragende
arrangement for orkesteret, og alene af den grund ville jeg ikke have noget i
mod, at der havde været dobbelt op på de fleste instrumenter. Orkesterets
finske violinist Kreeta-Julia Heikkilä, der var aftenens koncertmester, skal i
den grad fremhæves. Sjældent har jeg
oplevet en violinist der så stærkt fik resten af violingruppen med sig.
Desværre er der ingen informationer om hende på orkesterets hjemmeside, hvilket
hun altså i den grad fortjener. Jeg håber at både se og høre meget mere til
hende.
Absolut eneste minus ved koncerten var DRs Pigekor, der
iført den sædvanlige jomfruelige udklædning fungerede som backinggruppe. Det
fik for mit vedkommende koncerten ned på et alt for artigt plan. Jeg undrede
mig først og fremmest over, at hele koret havde mikrofon og derved ofte overdøvede
orkesteret. Én sang havde været mere end rigeligt, men nej de 40 fnisende nonner var tilstede under det meste af koncerten! Jeg savnede i den grad 3 skrålende gospelsangere! Eller måske
kunne pigerne for en gangs skyld smide silkenederdelen og tage jeans eller hot pants på.
Outlandish skal derimod i den grad have ros. ”Drengene”
synger måske ikke specielt godt (heldigt, at deres medbragte
bandmedlemmer gør), men de var hamrende charmerende på scenen. Desuden
udnyttede de til fulde koncertsalens cirkelform – noget som klassiske musikere
kunne lære meget af. Ørestaden mødte Vestegnen i weekenden og det fungerede i
den grad!
Af Esther K. Jarløv
Af Esther K. Jarløv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar