Spændstige, sprøde baroktomater

Verdens bedste tomatorkester

Du kender dem godt. De der tomater, der har ligget lidt for længe, og derfor er blevet bløde, indskrumpede og kedelige. Og så er der dem, der ikke blev helt modnet i lastrummet, og derfor er sure og sprøjter ud til alle sider, når du bider i dem. Der er også dem, der har haft et godt liv i et drivhus og passer perfekt i en tomatsalat. Og så er der det italienske tomatensemble  - Il Pomo d’Oro. Ensemblet blev dannet i 2012 af musikere med speciale i barokmusik med violinisten Riccardo Minasi som orkesterleder. De er hverken kedelige eller sure. De er helt perfekte til det, de gør: at spille guddommelig barokmusik.

Il Pomo d’Oro har sit navn efter en opera af Antonio Cesti komponeret til Leopold I af Østrigs bryllup i 1666. Den var sidste del af fejringen, der begyndte med et enormt fyrværkeri, der bestod af 73.000 raketter efterfulgt af en danseopvisning med 300 heste. Selve operaen varede i hele ti timer. Det, at ensemblet har opkaldt sig efter denne vanvittige begivenhed fortæller mig, at ensemblets medlemmer også har humor. Og det kan jeg godt lide.

Der er i dag mange ensembler, der har specialiseret sig i tidlig musik, og det er nærliggende at tænke, at der snart ikke er mere nyt at byde på. Men Il Pomo d’Oro har en usædvanlig spændstig og sprød klang, der viser, at der stadigvæk kommer nye stjerneskud på barokscenen. Musikken sidder simpelthen lige i skabet hver gang. Både musikalsk og klangmæssigt.

Det seneste år har Il Pomo d’Oro indspillet tre album med kontratenorer. I den forbindelse kommer ensemblet til Tivolifestival d. 8 juni 2014 sammen med kontratenoren Franco Fagioli. Jeg glæder mig! 

I 2012 og 2013 udgav ensemblet to Vivaldi album. Her følger to små anmeldelser.


Antonio Vivaldi: Concerto per violino IV ”L’imperatore”, 2012.
Albummet har hjemme os mig været på repeat det meste af sommeren. Jeg tror efterhånden, at mine naboer også kender det ret godt… Det er fyldt med violinkoncerter og har Riccardo Minasi som solist. Albummet fortæller mig tre ting: at Il Pomo d’Oro har en helt eminente sans for både at spille uden og med solist, at Riccardo Minasi er en tidens største violinvirtuoser, og at man (læs: jeg) altså aldrig bliver træt af Vivaldi.
Se traileren her.
  
Antonio Vivaldi: Concerto per violino V ”Per Pisendel”, 2013.
Dette album har ikke Minasi, men et af ensemblets “menige” medlemmer, den russiske violinist Dmitry Sinkovsky, som solist. Jeg har altid tænkt, at italiensk barokmusik bliver spillet bedst af italienere, men denne tanke trækker jeg altså i land nu. Sinkovsky spiller både teknisk genialt, smukt og er bare generelt fuldstændig overlegen i sin musikalske udførelse. Il Pomo d’Oro fungerer igen som enestående bund for solisten. Vivaldi tilegnede alle violinkoncerterne på albummet til den tyske violinist Johann Georg Pisendel - deraf albummets titel. At dømme efter de meget virtuose koncerter på albummet må Pisendel have været en af barokkens største stjerner på den musikalske scene.

Af Esther Jarløv