Så kom kontratenoren Andreas Scholl endelig igen til Danmark. Denne gang i Tivolis koncertsal. Med sig havde han sin hustru Tamar Halperin, der også fungerede som akkompagnatør, samt en bunke lieder. Anledningen var udgivelsen af Scholl og Halperins album Wanderer.
En underlig begyndelse med en smuk slutning
Det første jeg lagde mærket til var slet ikke Andreas Scholl, men Tamar Halperins sorte læderstøvler, der virkelig stod i kontrast til de asiatiske pianisters bare tæer eller ballarinasko som jeg tidligere har set i Tivoli. Ret forfriskende og hvor kunne det være fint, hvis Scholl også havde lædertøj på. Det havde været et overraskelsesmoment uden lige, for der var generelt ikke ret meget overraskende over koncerten.Idet koncerten skal til at begynde styrter Scholl ud af scenen. Da han kommer tilbage mumler han et eller andet uforståeligt om højtaleranlægget. Tamar Halperin sidder imens og leger med nogle akkorder, og jeg havde lidt en fornemmelse af, at jeg var til en prøve og ikke en regulær koncert. Det virkede altså ret underligt.
Da koncerten endelig kom i gang blev jeg heldigvis meget positivt overrasket. For det hele fungerede rigtig nydeligt. Jeg har tidligere ikke haft det helt godt med lieder, hvilket måske bunder i, at jeg ikke kan tysk. Derfor var det rart at sidde med et program, hvor jeg kunne følge oversættelsen til teksterne. Og helt ærligt – ud over de seje læderstøvler foregik der alligevel ikke ret meget interessant på scenen.
Andreas Scholl var uden tvivl fabelagtig, dog lagde jeg mærke til, at han rømmede sig en hel del undervejs, hvilket fik mig til at tænke på om han var nervøs eller om hans stemme måske er begyndt at følge med alderen. Dog må man give ham ros for at fuldføre hele koncerten uden noder eller tekster…
Tamar Halperin spillede to meget fine klaverintermezzoer, og hendes små solostykker gjorde, at hun ikke alene var akkompagnatør, men ligeså meget Scholls medspiller på scenen.
For mig var højdepunktet det første ekstranummer skrevet af den israelske musiker Idan Raichel. Teksten havde Scholl selv fundet efter ønske fra Raichel. Resultatet blev en rigtig fin sang skrevet af en israeler med tyske tekster. Det er vist første gang i verdenshistorien. Den passede perfekt ind i resten af aftenens program! Alt i alt en fin og pæn koncert uden de store overraskelser undervejs. Men det havde nu været rart med lidt mere lak og læder.
Af Esther Jarløv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar