En tur i spa, en lækker middag og en lille klassisk koncert. Egentlig en temmelig god opskrift på en fin lørdag eftermiddag. Og faktisk en oplevelse der er nem at få, hvis man altså lige smutter til Skodsborg.
Skodsborg Kurhotel har igen i år en lille koncertrække, hvor man en gang om måneden kan få sig en lille musikalsk oplevelse. I år har de tilført den, i forvejen, ret overklassede festival lidt ekstra snob ved også at have standing high tea i pausen. Her er det muligt at få små agurkesandwich, cupcakes, kaffe og te. Fint koncept og meget passende for stedet.
Koncerten i går, lørdag 26. oktober, foregik i et smukt lille lokale. Publikum sad ved borde af den størrelse som findes i klasselokaler, og det var ærlig talt lidt som at sidde ved at valgbord. Efter pausen var det muligt at tage resten af sin kaffe og sandwich med ind til bordet og så gav det hele pludselig meget mere mening. Desværre var min sandwich så indsmurt i smør at hver gang jeg forsøgte at gribe om den gled den fra hinanden, og mit fokus var nok lidt mere på håndteringen af det intetsigende franskbrød end ret meget andet.
I går var programmet udelukkende fløjteduetter. Oh my god! Tænk at folk frivilligt vil høre 1,5 time udelukkende med fløjtemusik. Men det var der ca. 50 mennesker der gjorde, og de fik noget rimelig godt for pengene. Størstedelen af den musik, der er skrevet for to fløjter er ofte skrevet for at to fløjtenister kan hygge sig sammen. Eller musik som en lærer og elev kan spille sammen. Det bærer musikken ret ofte også præg af. Skal man være helt ærlig, så er det formenligt ofte sjovere at spille end at høre på, hvilket også var tilfældet i nogle af de stykker musik, der blev spillet til koncerten. Men det var nu alligevel et udmærket tænkt program.
Derfor var det de to fløjtenister Mikael Beier og Ulla Miilman, der gjorde koncerten interessant. Begge musikere spiller i Dr SymfoniOrkestret, og det er tydeligt at høre at de kender hinanden. De var charmerende, virtuose og det fungerede fantastisk godt at Mikael Beier præsenterede værkerne. Selvom jeg nok ikke kunne klare at høre ét nummer mere den eftermiddag, så var det alt i alt en rigtig god oplevelse på Skodsborg kurhotel med alt hvad det indebar af fløjter og hvidt franskbrød.
Af Esther Jarløv
Ingen kommentarer:
Send en kommentar