Det kulturelle husholdningsbudget

af Hannah Kvetny

Jorden ryster under kulturlivet i disse dage. Der skal skæres og spares, og mange er på banen med tilkendegivelser, underskriftsindsamlinger og – som i dag – en aktionskoncert til fordel for de ramte. Der regnes på konsekvenserne og gættes på, hvilke kulturinstitutioner der kan fortsætte, og hvem der må lukke. Det er også skrækkeligt, for når noget først er skåret væk, så er det ikke lige til at få tilbage igen. Det kendes såmænd også fra erhvervsvirksomheder: har man sagt farvel til nogle kompetencer, så er det ikke sikkert, at de samme personer er til rådighed den dag, man får brug for dem igen.
Men spares skal der, og det er ingen vist i tvivl om. Men på hvad? Vi kender det alle sammen fra vores egen private husholdning. Mister man på den ene eller den anden måde en del af sin indtægt, så må man se, hvor man kan spare for at få det til at løbe rundt. De basale ting – mad og bolig – er ikke de første, man ser på. Det er de ting, man kan undvære og alligevel overleve. Måske bliver det mindre sjovt, men man overlever. Så man overvejer sine fritidsbeskæftigelser, og ser på hvor man vil lægge de nu lidt færre kroner. Skal man gå i biografen, til fodboldkamp, i teatret eller på museum?
Sådan gør sponsorvirksomhederne og fondene også! De har færre penge at gøre godt med, og de må vælge, hvor de vil bruge dem. Det er ikke sjovt, men 1 kr. kan ikke bruges to gange, så man må overveje, hvordan man helst vil bruge den. Så når røsterne er fremme om, at kulturinstitutionerne da bare kan søge nogle flere sponsorater eller fondsmidler, så er der lige den hage ved det, at det gør de allerede i stor stil, men det er de samme midler, alle kulturinstitutionerne slås om.
Nå, men så må de prøve at tjene penge på andre ting. Sælge merchandise, udleje lokaler, optræde i andre sammenhænge. Det er nok heller ikke nytænkning – det er jo kreative folk, vi har med at gøre, ikke? Når det så heller ikke er nok, så er man nødt til at spare, og det er så det, der sker nu, f.eks. på Det kgl. Teater, som vi hører så meget om lige nu.
Interessant er det, at der først meldes et stort antal sparede stillinger ud, og kort tid efter et reduceret antal. Så bliver vi så glade. Interessant er det også, at det åbenbart er nødvendigt at spare mere end pålagt, fordi en besparelse fører til reduktion i muligheden for at tjene penge, og så skal der spares yderligere. Hm.
Så der skal skæres, og jeg kan sagtens forstå de enkelte dansere, sangere og sceneteknikere, der er bekymrede for teatrets og kulturens fremtid, men måske også en lille smule for deres egen. Jeg er også med blandt dem, der støtter med underskrifter og går til støttekoncert, men jeg kan ikke lade være med at spørge, om vi som kulturbrugere er parate til at betale for kulturen. I lande, som vi sammenligner os med, betaler man gerne langt mere for en teaterbillet, end vi gør her, så måske skulle vi hver især overveje at støtte med kroner og ikke bare med ord.