Af Claus Adam Jarløv
Han er musiker, brænder for "tidlig" musik, alt det der blev spillet i 15-16-1700-tallet. Ikke nok med det - efter en heftig aften for mange år siden, vågner han op med tømmermænd og opdager at han minsandten er "kommet til at købe" en lille irsk middelalderharpe. Sådan en havde han godt nok ikke ejet før. Men da den nu var der, måtte den unge mand hellere lære at spille på den.
Andrew Lawrence-King er siden blevet verdensberømt som harpespiller. Et spøjst instrument, synes jeg - hvorfor dog spille et instrument som lader til at være sjældent brugt, også i den tidlige musik? Men der tager jeg fejl - og nu tager Mr Lawrence-King fat: i 16-1700-tallet var harpen meget brugt, endda i alle samfundets lag. Jo rigere og finere man var, desto større og mere raffineret var harpen. Den havde tarmstrenge og en helt anden klang end den vi kender fra de store romantiske symfoniorkestre. Det var dyrt med de tarmstrenge den gang: at holde en lut med strenge var lige så kostbart som at have en hest! Og harpen havde mange flere strenge! Fattige folk måtte nøjes med en lille harpe.
En harpefamilie
Barokharpen som først nu er ved at blive genopdaget, var vældig populær i 16- 700-tallet, i Sydeuropa såvel som i Irland og Wales. I England mødtes de forskellige harpetyper og -kulturer.Sydspanien hvor man kunne opleve harpespillere marchere med instrumentet på ryggen samtidig med at de spillede.
Efterhånden blev harpen populær i Italien og Frankrig hvor den fungerede både som folkeligt instrument og som et middel til at underholde "de fine" med: en dygtig harpespiller kunne blive bedt om at spille et populært tema fra fx en opera. Det vi i dag kunne kalde "let klassisk". Herefter ville musikeren så vise sine færdigheder, ofte med nærmest akrobatisk behændighed.
Andrew Lawrence-King sammenligner harpespillerne med jazzens og rockens guitarstjerner som gang på gang har sprængt rammerne for hvad guitaren kan. Nå, det havde jeg egentlig ikke forventet - harpen blev brugt som soloinstrument og som ledsager til andre. Og det var ikke altid helt så "artigt" som man skulle tro.
Autentisk barokmusik
Jeg spørger hvad han mener om alt det der med "autentiske instrumenter" og "opførelsespraksis" - altså det at man spiller på de instrumenter som tidens komponister lavede musikken til, og fremfører den på en måde man mener, kommer tæt den måde man spillede på dengang. Det er der skrevet mange tykke bøger om; masser af indspilninger er med grupper der spiller på "originalinstrumenter" - det er nærmest blevet normen nu om dage. Men hvorfor nu det? Er det ægte? Hvad er autencitet?
Her afslører min velartikulerede samtalepartner at han er glad for god mad - jeg får mange metaforer der fører direkte ud i køkkenet. Her kommer en: forestil dig at du hyrer en indisk kok til at lave dig et dejligt indisk måltid. Kokken går ned i det lokale supermarked og køber de forskellige ingredienser. Maden smager dejligt, men man kan stadig ane at maden er lavet af ting vi kender i forvejen. Sådan var eksotisk mad for 20-30 år siden. Nu om dage er man mere kræsen: Vi vil have de rigtige ingredienser importeret direkte fra Indien. Og pludselig kan man stå over for den ægte vare - på en eller anden måde får man et lille stykke Indien på sin tallerken. Det bliver autentisk.
Det gælder også for musikken - Andrew Lawrence-King vil med sin stræben efter autencitet tage os med på en tidsrejse. Han vil være vores guide. Hans lyttere vil gennem musikken komme på besøg i den tid og på det sted musikken blev skrevet. Musikken bliver levende, nærværende og relevant for os - lige nu.
Andrew Lawrence-King synes det er spændende at præsentere barokmusik så autentisk som muligt - ikke fordi det er "korrekt" eller mere rigtigt, men fordi det er mere interessant.
På udflugt til Purcells London
Andrew Lawrence-King var i april måned i Danmark i sin egenskab af 1. gæstedirigent for den gruppe der kalder sig Concerto Copenhagen. De skulle sammen med koret Ars Nova Copenhagen fremføre et komplet program med musik af den engelske komponist Henry Purcell.
Andrew Lawrence-King fortæller at harpen dengang var almindelig i Sydspanien og siden i Italien, Frankrig og England: mødet mellem de sydeuropæiske og de irske harper stod i Purcell's London. Purcell har altid været regnet for at være den meste engelske af alle engelske komponister. Men han havde stort kendskab til den italienske stil med de store former og til de elegante franske danserytmer. Han bragte de mange stilarter sammen og skabte sin derved sin helt egen. Purcell var meget engelsk - ja og inspireret fra de store europæiske kulturcentre.
Skulle vi til koncerterne i Århus og København lytte til behagelige toner som vi kunne døse let hen til? Næ nej: Andrew Lawrence-King ville tage os på en udflugt til Purcells London. Vi kiggede ind på hans yndlingspub hvor han fik sine mange pints og hørte soldatersange, vi blev ledt ind i kirken og lyttede til Purcells flotte og krydrede musik, og vi var en tur i teatret hvor man spillede Purcells smukke og ofte overraskende orkestersuiter til mange af tidens populære dramaer.
At trække et publikum med på en sådan tidsrejse må kræve meget af musikere og sangere? Jo, siger Andrew Lawrence-King, det gør det. Men med et fremragende orkester som CoCo der tør gå til yderligheder hvis det skulle være nødvendigt, og et af landets bedste kor, er grundlaget i orden. Så er det blot et spørgsmål om at bruge de rigtige krydderier, fortælle historien, finde den rigtige stemning. Det gør Andrew Lawrence-King med sit skarpe blik, sin viden og ikke mindst det instrument der pludselig er blevet nærværende: hans harpe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar