Af Claus Adam Jarløv
Alt dette og meget mere er beskrevet i alle tiders top-hit i den klassiske musik: Vivaldis Le Quattro Stagioni, måske bedre kendt som De fire Årstider. Der er tale om fire violinkoncerter der hver blev ledsaget af et lille naivt digt - en sonet - som beskriver den årstid koncerten står for. Beskrivelserne i de små sonetter er meget konkrete, ganske upersonlige, som tidens ånd foreskrev. Musikken er også stiliseret og abstrakt, det er jo barokmusik. Men Vivaldi evnede som få at fremmane billeder, dufte og følelser igennem sit musikalske udtryk: musikken er derfor let at gå til, simpelthen fordi man faktisk hører gøgen kukke og hunden bjæffe.
Jeg er ofte blevet drillet med at jeg har en frygtelig masse forskellige indspilninger af De fire Årstider. 18 indspilninger er det blevet til. "Kan du ikke bare forære dem væk og beholde en enkelt?" Det er der ingen der har vovet at spørge mig om, og svaret ville også være: "Aldrig i livet!" På min hylde har jeg fanget fem indspilninger som jeg med glæde lytter til, fordi de kan noget forskelligt. Sjovt nok er de alle på nær én spillet på tidens instrumenttyper, altså det man lidt forvrøvlet kalder "originalinstrumenter". Jeg kan lide den lidt snerrende, nasale lyd de laver. Fælles for alle fem indspilninger er at vi faktisk hører jagten blive blæst ind, hundene glamme, den voldsomme sommerhede og det heftige uvejr over Venedigs laguner. Og tydeligt er det at selv om De fire Årstider næppe hører til Vivaldis allerfineste værker (og han har virkelig meget på samvittigheden!), så er mulighederne for at lade Årstiderne finde meget forskellige udtryk nærmest uendelige. Og det er langt fra kedeligt. Der findes naturligvis mange andre fremragende indspilninger, men her er mine favoritter.
Den aristokratiske
Giuliano Carmignola og The Venice Baroque Orchestra. Her er der tale om musikere der med næsten blæret virtuositet præsenterer os for Vivaldis program: stensikker rytmik, klokkerent, ufattelig smukt. Med al den norditalienske arrogance - selv Carmignolas tøj udtrykker selvbevidsthed - som både er tiltrækkende og lidt skræmmende for os nordboere. Carmignola selv er fra Vivaldis egen by, Venedig, og lur mig om man ikke kan høre det.
Carmignola har tidligere indspillet De fire Årstider med et andet orkester men under samme leder, cembalisten Andrea Marcon. Indspilningen fra 1992 er bestemt også værd at lytte til, ikke mindst fordi der følger to yderligere cd'er med nogle af Vivaldis store koncerter. Lyden er ikke så krystalklar som på den nyeste indspilning, til gengæld er den rasende billig.
Spillemanden
Fabio Biondi og Europa Galante. Også her er en gruppe italienere samlet om et projekt de har helt inde under huden. Den rødnæsede sicilianer gør ikke meget væsen af sig, lige bortset fra et helt vildt violinspil. Hans gruppe følger ham fuldstændig som man hører de fineste bigbands gøre det. Der tages chancer, der spilles helt til kanten. Det er ikke altid kønt, men effektivt og til tider nærmest ophidsende: her er der tale om uvejr, hundeglam og skamløs poesi som man skal være meget åndsfraværende for ikke at høre. Også Biondi har indspillet værket før, nemlig i 1990 hvor hans måde at gøre tingene på vakte en del postyr - og solgte tusinder af cd'er.
De tjekkede romere
Det romerske ensemble Concerto Italiano har grebet sagen lidt anderledes an. Hver koncert spilles af hver sin solist hentet fra gruppen. Det er sjovt at høre hvor forskelligt de spiller; det gynger, der sjæles, buldres og brages. Her er stemninger og dufte så man virkelig føler man er til stede i musikken. Naturligvis kan man bare lige tage en fra strygergruppen som solist, endda med et fremragende resultat, ret "cool". Man kommer næppe til at kede sig. Musikerne bruger de gamle regler for deres musikalske udtryk, og alligevel lyder det helt nutidigt og nærværende. Lyt engang til den langsomme sats i "Vinteren" - Ben Websters tenorsax kunne ikke gøre det bedre!
Den tyskklingende
Den østrigske violinist Thomas Zehetmair og det svejtsiske Camerata Bern spiller såkaldt "moderne violin". Zehetmair er mest kendt for sine indspilninger af det senere repertoire, fra romantik til det helt moderne. Og så er han en fantastisk kammermusiker. For nogle år siden indspillede han denne cd sammen med et toptrimmet ensemble. Og hvilken indspilning: Zehetmair spiller alle fire koncerter som om de var ét værk. Det hænger virkelig sammen. Oven i alle virtuoserierne er han fræk som få og slet ikke italiensk. Den indspilning kan jeg da ikke undvære.
En billig italiener
Billig, ja, men på højde med de bedste. Enrico Casazza og hans gruppe Magnificat Communità har netop indspillet Årstiderne plus otte andre koncerter som hører ind under Vivaldis "Opus 8" hvor også Årstiderne hører hjemme. Her er det lige før de andre koncerter gør større indtryk. En fin indspilning; hvis du har 40 kr. i lommen, får du her en dobbeltcd af nyeste aftapning. Derfor beholder jeg alle mine Årstider! Sammen med de andre indspilninger jeg slet ikke har nævnt her. Der er tale om fire violinkoncerter der giver mulighed for nye bud på hvordan de skal tolkes. Dem køber jeg nok også. Og husk lige at flere af indspilningerne ledsages af andre violinkoncerter af den røde præst. De er helt uden undtagelse værd at lægge øre til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar