Sopraner på kur

Vi er midt i den store kærlighedsscene. De synger mens de ser hinanden i dybt i øjnene. Jeg tænker at det må være svært at se inderlig ud samtidig med at de råber til hinanden. Jeg håber de har børstet tænder. Og bliver enig med mig selv om at opera ikke rigtig bider på mig, sådan for alvor. Der er nemlig et stort problem, i bogstaveligste forstand: de to elskende er et aldeles umage par. Det kan bare ikke lade sig gøre. Han - tenoren - lille og en anelse buttet, hun et hoved højere og mange, mange kilo tungere. Synge kan hun, hende sopranen - bare jeg lukker øjnene. 

Af Claus Adam Jarløv 

Sådan er der mange der tænker om opera: divaen med kolossal stemme og ligeså korpus. Ikke-kendere har gennem generationer undertrykt et fnis eller to når stjernen skulle agere 50 kg lettere og en del år yngre. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Klara Kluk som i kvartetten i Verdis Rigoletto netop giver den som operastjerne.
Historier er der nok af: en overfed sopran skal bevæge sig forbi orkestrets pulte for at indtage scenen. En musiker foreslår høfligt at hun burde gå sidelæns, hvorefter hun svarer: "Hos mig er der intet sidelæns!" Tidligere tiders superstjerne Louisa Tetrazzini mente at en god appetit var forudsætningen for en god stemme. Hos hende var begge angiveligt særdeles gode! En sumobryder forklædt som yndig geisha, stod der engang i en engelsk avis...
Den barmfagre operadiva er på retur. Gamle dages velpolstrede skønhedsidealer er på vej ud. Ind er kommet åleslanke kvinder hvis stemmer bestemt ikke fejler noget - og hvis elegante kroppe smykker plakater, cd-æsker operascener. Jeg nævner bare nogle stykker: russiske Anna Netrebko, franske Sandrine Piau, canadiske Danielle de Niese, italienske Patrizia Ciofi, franske Natalie Dessay, rumænske Angela Georghiu og østrigske Angelica Kirschlager.
Se engang på annoncer for opera-cd'er. Rolando Villazon og Anna Netrebko, Roberto Alagna og Angela Georghiu. Helt i overensstemmelse med fortidens filmstjerner: skønhed, romantik, noget at drømme om. Og så er der det seneste årtis operaopsætninger, lige fra Monteverdi til Puccini: en tendens til at gøre operaen nutidig eller politisk aktuel. Opera er på vej til at blive "virkelighedsnært" eller rettere noget vi gerne ser os selv afspejlet i. Det kan måske være årsagen til at der ikke længere er plads til de voluminøse sangere?
Måske er Klara Kluk og alle de andre sopraner simpelthen gået på kur af hensyn til "markedet". Fede sopraner (og tenorer) får ikke længere de gode jobs. Der skal mere end en dejlig stemme til. Markedet - c'est moi! - vil ikke fortrylles og distraheres bare gennem musikken. Der skal en historie til som vi kan være med i, mænd og kvinder vi kan spejle os i. Vi vil have sopraner der er slanke på den fede måde!