Rickeys fornemmelse for violiner

Dette er historien om en mand som levede sin drøm om at blive violinbygger ud mens han sad i fængsel – og om det venskab der opstod mellem den usædvanlige instrumentmager og en musiker som kunne lide hans håndværk.

Af Marianne Ryde

Marianne Eising er uddannet violinist og har spillet i flere danske symfoniorkestre. Nu underviser hun i violin, spiller kammermusik og er drivkraft i Sinfonietta Fredericia. Hun er også glad for at spille bratsch; den mørke, varme klang tiltaler hende, hun holder af modstanden i det lidt tungere instrument, og hun er blevet gammel nok til at kunne glæde sig ved rollen som formidler og impulsgiver frem for solist.
Rickey Iversen er uddannet dekoratør. I 1997 fik han en fængselsdom på 16 år. Pludselig sad han der med alverdens tid, og så begyndte tankerne at kredse om en gammel drøm: At bygge violiner – i hans øjne det mest sublime håndværk.
Man kan roligt sige at vejen fra den spirende idé til det første håndgribelige instrument var lang og trang, brolagt med modstand fra uforstående fængselsbetjente der ikke mente man kunne tillade en indsat at have knive og høvle - selv om de var nok så små, og kun kunne bruges til det fineste træskærerarbejde. Bare det at skaffe en bog om hvordan man bygger en violin, tog et halvt år, og derefter skulle Rickey selv fremstille værktøjet fra bunden.
Men tid havde han jo nok af, og vilje til at blive ved trods alle forhindringerne. Så en dag stod han med et færdigt instrument – en cello – som han ikke selv kunne prøvespille. Han måtte finde en musiker der kunne hjælpe ham. Pianostemmer og instrumentreparatør Benny Frankfurth havde allerede hjulpet med at skaffe materialer til instrumenterne, og nu skaffede han kontakt til cellisten Karen Valeur. Kort tid efter var den første violin færdigbygget, og Benny Frankfurth var igen formidler, nu til violinisten Marianne Eising.

Rickey-klangen 
Og sådan gik det til at Marianne for syv år siden for første gang stod med et af Rickeys instrumenter i hånden.
”Jeg har prøvet rigtig mange violiner, også billige elevvioliner og dårlige amatørbyggede instrumenter. De har ofte en høj, skarp og rungende lyd som man meget hurtigt bliver træt af. Rickeys instrumenter er i en helt anden klasse. Der er selvfølgelig ting der kan blive bedre, men grundlæggende har de en dejlig og helt speciel klang, smuk, blød, mørk og meget egal,” fortæller Marianne.
I hendes musikstue står der fire bratscher ved siden af hinanden på en bænk, og rundt omkring i rummet ligger flere violiner. Ingen tvivl om at dette er et sted hvor der eksperimenteres med lyd og klang. Marianne kan lide at arbejde med nye instrumenter og finde ind til deres sjæl.
”Det er som at blive forelsket på ny når man spiller sig frem til det bedste i et nyt instrument,” smiler hun.
Så Marianne var den helt rigtige til at prøvespille den første violin bygget i et dansk fængsel, og siden har hun mødt Rickey mange gange, altid i fængslets kirke, og altid med deres fælles interesse for strengeinstrumenter i centrum.
”Det er ikke vigtigt for mig hvad han har lavet før, jeg har altid kun set på ham som et menneske der havde brug for min hjælp,” siger Marianne, og de to har efterhånden opbygget et godt venskab.
Den røde bratsch
En af de fire bratscher på bænken skiller sig ud; den er rød og har mange små fine detaljer: Strengeholderen, som er af håndskåren ibenholt, slutter med en elegant opadsvingende bue, og i skruerne kan man lige ane nogle bittesmå krystaller.
”Håndværket er i top, og det er virkelig håndværk hele vejen igennem, lavet med Rickeys selvfremstillede værktøj,” siger Marianne. ”Rickey er perfektionist, og han kan lide at eksperimentere med former og træsorter, ja selv med stolens højde. Første gang jeg så denne bratsch som han havde bygget til mig, var jeg overbevist om at jeg ikke ville kunne spille på den, for strengene gik meget stejlt op over den høje stol. Men det var faktisk meget let – jeg stemte den, spillede et par toner og gik så lige ind og gennemførte en koncert. Jeg havde taget mit gamle instrument med for en sikkerheds skyld, men det blev ikke nødvendigt at bruge det.”
Siden er den røde bratsch kommet med på mange af de opgaver som ikke kræver den store, gennemtrængende lyd.
”Rickey-instrumenterne har stadig et svagt punkt i lakkens transparens, og deres lyd er så blød og mørk at de har svært ved at trænge igennem i et stort orkester; men så er de gode til en hel masse andet,” siger Marianne. ”Jeg er spændt på det næste instrument som snart er færdigt. Her har han prøvet at forbedre noget med tykkelsen af træet."

Musik i afmålte doser
Rickeys ideal er bestemt heller ikke den store, gennemtrængende lyd. Faktisk er han mest til stilheden, hører kun musik når Marianne spiller for ham, og foretrækker at se fjernsyn uden lyd. Så hvordan finder han ind til den bløde klang når han bygger sine instrumenter? Det kan han faktisk ikke svare på.
”Det er en fornemmelse”, siger han, ”jeg mærker på træet, holder det op mod lyset.”
Det sidder simpelthen i hænderne på ham. Han kan heller ikke udtrykke hvor bevægende det er når Marianne bringer tonerne ud af instrumentet. Musikken er i det hele taget kommet til at spille en ganske stor rolle for Rickey under fængselsopholdet. Han har lært sig at spille klarinet og guitar, og han har ikke mindst deltaget i Fangekoret som har fået stor succes med kirkekoncerter rundt omkring i landet og endda en cd-optagelse som Marianne også medvirker på.
Fremtiden 
Rickey har været i fjernsynet, der er blevet skrevet om ham i forskellige blade, og det har blandt andet givet ham bestillinger, også fra professionelle musikere, til flere års arbejde. Om et halvt år bliver han prøveløsladt fra det åbne fængsel hvor han er nu, og så skal det vise sig om han faktisk kan få opbygget en tilværelse som violinbygger.
”Jeg ville ønske for Rickey at han kunne komme til Italien og besøge nogle af de store violinbyggerværksteder. Han har brug for at se en masse forskellige instrumenter. Og hvis der så bare kunne blive tid, plads og hjerterum hos en anden violinbygger hvor Rickey kunne få lov at folde sig ud. Men det er svært når han ikke har den klassiske violinbyggeruddannelse,” siger Marianne der er en lille smule bekymret for sin violinbyggende ven.
”Det er ikke nemt at komme ud af fængslet efter så mange år. Jeg synes ikke der bliver gjort nok for at forberede fangerne til livet udenfor.”
Men Marianne vil hjælpe ham så godt hun kan, tage hans instrumenter med til professionelle violinbyggere for at få gode råd som han kan bygge videre på, og sige ærligt hvad hun selv synes er godt og dårligt.
”Jeg har den vane at forestille mig i hvilken tidsalder mennesker jeg møder, ville have passet ind. Rickey kan jeg tydeligt se for mig som kunstner i renæssancen.”