Baron Britten of Aldeburgh

Det kgl. Teater opfører i februar 2008 Benjamin Brittens første kammeropera, Lucretia. Britten var den mest betydende engelske komponist i det 20. århundrede og uhyre produktiv, også som dirigent, pianist og festival-leder. Men vejen til anerkendelse var ikke let; han var en outsider, og det går igen i hans operaer.

Af Claus Johansen 
Allerede som ung gik han på tværs. Han var et besværligt vidunderbarn og en talentfuld, men antiautoritær elev. Det kostede venskaber når den unge mand kaldte det engelske musikliv afsondret, selvtilstrækkeligt og dilettantisk. Han var træt af den blege britiske musik og dyrkede de store fra fastlandet: Mahler, Berg, Stravinsky. Det var nogenlunde det værste en engelsk komponist kunne gøre. Ikke nok med det: Han var erklæret pacifist, også under Anden Verdenskrig da det kostede. Dertil kom at han var homoseksuel, og at han kom en del længere ud af skabet end andre turde – dengang.
Senromantik og modernitet
Benjamin Britten: Vidunderbarn, pacifist, bøsse, klavervirtuos, komponist. Han skrev 800 stykker musik før han var tilfreds nok til at udgive sit opus 1. Så kom musikken strømmende, adskillige værker i samarbejde med forfatteren Auden. Alle kontroversielle, mange med politisk indhold, ikke så få inspireret af tolvtoneteknikken, men alle naturligt strømmende, uteoretiske og ikke mindst smukke. Brittens musik lyder godt, kortere kan det ikke siges. Her går senromantisk og moderne musik hånd i hånd. Han kunne skrive for både skoleorkestre og for verdensvirtuoser, og han gjorde det.
Livsven og samspiller
I 1937 indledte han sit livslange forhold til tenoren Peter Pears som inspirerede ham til en række mesterværker. Gennem årene blev det ikke bare til fine sange og kantater, men også til mange koncerter hvor de to opførte lieder. Deres Schubert- indspilninger står stadig som et af de mest originale og vellykkede bud. Som akkompagnetør var Britten uovertruffen. Han var desuden en stor dirigent, og hans Mozartindspilninger er helt i top. Som klaversolist var han i verdensklasse på trods af at han aldrig havde tid til at øve sig.
Kammeroperaerne
I slutningen af 30erne begyndte de store værker at komme: Violin- koncerten, Variationerne over et tema af Frank Bridge, A Ceremoney of Carols. De er blevet moderne klassikere, og de kan høres overalt i verden. Det store gennembrud kom i 1945 med Peter Grimes som var en fornyelse af hele operabegrebet. Men både den og Britten mødte en del modstand. Han trak sig bort fra London og dannede Den Engelske Operagruppe som rejste rundt med forestillinger Britten designede for minimalt orkester og få sangere. Det blev til mange operaer. Flere af dem er blevet klassikere, som f.eks. Billy Budd (1951) og Skruen Strammes (1954). Fælles for dem er at de kredser om en outsider, en person som bliver misforstået eller udelukket af et uforstående samfund. Rejser til Østen inspirerede til en hel serie eksotiske værker der både lyder af Japan, Bali og Suffolk. Til åbningen af Katedralen i Coventry skrev han sit War Requiem der er et langt forsvar for humanisme og pacifisme.
Festivalen ved havet
I Aldeburgh nordpå langs den østlige kyst og dejligt langt fra London fandt han fred, ro og udsigt over det hav han ikke blev træt af at beskrive i toner. Her grundlagde han en festival der begyndte i det primitive, og som endte som et af Europas musikalske brændpunkter. Der blev spillet andet end Britten, men det var hans og Pears’ smag som herskede – og de havde god smag. Det lykkedes dem før nogen andre at få en række af de helt store Sovjetmusikere til England. Det førte til nye kompositioner til cellisten Rostropovitj, udveksling af ideer med komponisten Sjostakovitj og guddommeligt firhændigt klaver- spil med klaverlegenden Richter. Ofte spillede de to improviserede koncerter uden prøver og endda direkte ind på grammofon eller i transmissioner på BBC. Der forekommer gale noder på de gamle optagelser, men vitaliteten er enestående. I 1970erne satte han musik til Thomas Manns sensuelt morbide Døden i Venedig. Han elskede den drømmeagtigt disede by, og over- værede selv premieren på Fenice- operaen. Det blev hans sidste opera. Han der var tvunget til at leve dele af sit liv skjult, sagde som regel nej til hyldest, titler og udmærkelser. Men han blev stolt da dronningen ud- nævnte ham til Baron Britten af Aldeburgh. Udnævnelsen kom i sidste øjeblik. Billederne viser en træt, sammensunken mand der dårligt kan bevæge sig uden stok. Han gjorde den lille kystby verdensberømt, og nu ligger baron Britten på dens kirkegård ved siden af sin ven Sir Peter Pears.