Af Jens Cornelius
Sovjethymnen er et perleeksempel på den effekt en nationalsang kan have. Man manipuleres følelsesmæssigt af dem, for nationalmelodier er simpelthen identitetsskabende kollektiv hjernevask. At holde sig på hjertet imens, som man gør det i USA, er helt overflødigt. Musikken gør arbejdet helt af sig selv når man synger.
Slidstærke Haydn
De Olympiske Lege giver os mulighed for at mærke og studere den slags, både hvis en dansker skulle vinde guld, og når de store sportsnationer dag efter dag skovler medaljer ind. Hvem husker ikke de daglige afspilninger af Østtysklands melodi der næsten slog den sovjetiske på egen banehalvdel. En pseudo-følsom melodi, kitsch helt igennem, men uhyre virkningsfuld som landets vigtigste propagandavåben.
Den nuværende fællestyske melodi er af Haydn og anerkendt som en af de bedste af alle nationalmelodier. Haydn skrev den i misundelse over at England havde "God save the King" - en sang så god at den også bruges af Liechtenstein til teksten "Oben am jungen Rhein".
Haydns melodi har overlevet en hel stribe af tekster, bl.a. den østtyske, inden den fik sin egen melodi. Siden den tyske genforening har man kun anvendt sidste vers, "Einigkeit und Recht und Freiheit" for at undgå første vers' ulyksalige begyndelse "Deutschland, Deutschland über alles".
Taktfast
Mange af verdens nationalmelodier er marcher. En hær skal kunne gå i takt til en nationalmelodi, og melodien skal kunne spilles ved fronten af et militærorkester. Hviderusland, Albanien og Belgien rammer den stil helt rent. Andre nationalsange har som Haydns melodi hymnekarakter: En langsom og højtideligt fremadskridende melodi der spiller på de religiøse sider af fædrelandskærligheden. Melodien fra Tonga gør det i en grad så Haydns copyright næsten overskrides.
En fejende vals finder man i nationalsangen fra Bangladesh og til en vis grad også i melodien fra Bhutan. Hvordan er det mon endt sådan? Valser man i det fjerne Østen? Og er der nye stater på vej derude som har lyst til at danse i samme retning?
En kraftig påvirkning
Selv på klodens fjerneste egne lyder nationalsangene sjældent eksotiske i vores ører. Det må være fordi de tidligere ulande tilstræber lyden af de gamle kolonimagters vælde. Imperierne havde som bekendt deres storhedstid omkring år 1900, og den tids europæiske musikstil har smittet af på hele kloden. Føderalstaten Mikronesien anvender ligefrem en tysk folkevise som nationalmelodi, og nationalsangen fra Barbados kunne være skrevet i Danmark på slavehandelens tid. Den minder ret meget om salmen "Vi pløjed' og vi så'de" og er rigtig god, men selvfølgelig ikke så caribisk i rytmen. I den modsatte ende finder man Mauretaniens melodi der er meget etnisk og aldeles usangbar - kryds fingre for at Mauretanien stiller med en guldkandidat i år!
Operette-stater
Sydamerika kan præstere nogle af de mest, skal vi sige anderledes melodier. Bolivias melodi minder mest af alt om en ouverture af Verdi. Brasiliens nationalsang - eller hvad man nu skal kalde dette opus - tager fire minutter at gennemspille. Forvirringen breder sig på stadion når melodien bliver ved og ved, imens de brasilianske sportsfolk ufortrødent synger løs. Nationalsangen fra Paraguay kunne være en del af en Rossini-opera, bortset fra teksten der begynder "Paraguayanere! Republikken eller døden!" Disse sydamerikanske kæmpeværker står i grel modsætning til de fleste andre nationalsange, ikke mindst sangen fra Armenien der er på bare otte takter, eller Indiens der lyder som et nummer fra Pippi Langstrømpe. For ikke at tale om den løst skitserede melodi fra Qatar som mest består af pauser.
Men i Norden er vi gode
Fra Norden er der ingen over eller ved siden af "Du gamla, du fria". Det er en af verdens bedste nationalsange og giver også andre end svenskere tårer i øjnene hver gang. Ikke videre kendt - i OL-sammenhæng i hvert fald - er derimod den islandske "Ó Guð vors lands", en gåsehudsfremkaldende og stort anlagt hymne. Sangen når sit klimaks til ordene "En evighedsblomst der i duggråd står". Bare den var vores.
***********************************
NATIONALSANGE PÅ CD
Vil man for alvor fordybe sig i klodens nationalsange, må man have fat på en boks med otte cd'er der er udgivet af plademærket med det passende navn Marco Polo. Her får man alle verdens gældende nationalmelodier, hver og en orkestreret for symfoniorkester af den slovakiske altmuligkomponist Peter Breiner. Forhåbentlig er han både ved godt mod og sund fornuft efter at have klaret den opgave.
The Complete National Anthems of the World
Slovakiets Radiosymfoniorkester. Dirigent: Peter Breiner.
(Marco Polo)
Der findes andre og mindre omfangsrige plader med nationalmelodier, mest berømt en med dirigent-legenden Herbert von Karajan. Han inkluderer "Kong Christian", men ingen melodier uden for det hvide Europa.
The Anthems Album
Berliner Filharmonikerne. Dirigent: Herbert von Karajan
(Deutsche Grammophon)
Amerikaneren Michael Jamieson Bristow udgiver løbende nye udgaver af bogen National Anthems of the World der er på over 600 sider og rummer oversatte tekster til alle sangene. Den er dyr, men ser lovende ud på www.Amazon.co.uk.
Vil man nøjes med en kort oversigt, er der gjort et fremragende arbejde på Wikipedia:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_anthems_by_country
I den muntre ende kan man finde et par undersættelser af nationalmelodier på Youtube. Se fx Benny Vigan Madsens behandling af den russiske nationalsang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar