Farvel til en pioner

Den 16. januar døde organisten og cembalisten Gustav Leonhardt, en af pionererne inden for den nu generelt anerkendte barokmusikalske opførelsespraksis. Claus Adam Jarløv skriver om hans virke.

Af Claus Adam Jarløv

Gustav Leonhardt er død. Der er næsten noget kongeligt over meddelelsen. Den pæne, men altid alvorligt udseende organist og cembalist var en af de bærende kræfter i det der i dag er mainstream inden for måden man spiller barokmusik på.
I 1950’erne var det meget eksotisk. Indgående studier i harmonilære og måder musikken blev spillet på, for slet ikke at tale om de gamle instrumenter – eller kopier af dem – var kun noget for de få. Normalt blev Matthæuspassionen, Messias og Corellis concerti grossi spillet som var de skrevet af Mahler eller Richard Strauss. Stort orkester, bred patos. Men der var nogle få der ville det anderledes: kan man mon få et indblik hvordan musikken blev spillet 16-1700 tallet? Hvordan spillede man på tidens instrumenter, og kunne de bidrage med klange som deres moderne efterkommere ikke kunne? Er der gamle komponister der fortjener større opmærksomhed?
Sammen med sin østrigske kollega Nicolaus Harnoncourt træder den hollandske lærde Gustav Leonhardt ind med sit cembalo og foreskriver større sammenhæng mellem komponistens hensigter og måden musikken udføres på: lette barokbuer, tarmstrenge på violinerne, oboer, fagotter og fløjter næsten befriet for alverdens isenkram. Og lytter man til Leonhardts tidlige indspilninger med sit Leonhardt Consort, kan man godt høre at de såkaldte ”originalinstrumenter” vakte større spilletekniske problemer end de gør i dag. Der blev imidlertid åbnet et vindue til et helt nyt musikalsk univers, et vindue der skulle vise sig at blive til en kæmpe port.
Leonhardt var den indadvendte, diskrete og raffinerede musiker som fandt sammen med lidt yngre nederlandske kolleger, den verdensberømte blokfløjtenist og senere dirigent Frans Brüggen, den iltre cellist Anner Bylsma og mange andre. Sammen indspillede de et hav af plader og blev kult – barokmusikken fik en ny status og også et nyt publikum. Den finkulturelle musik blev pludselig ”cool” – uden at Leonhardt selv gjorde meget væsen af sig. Det havde han andre til.
Leonhardts død antyder et væsentligt generationsskifte: han fremstår som manden der bidrog til at unge fremstormende musikere nåede fantastiske resultater: I England Christopher Hogwood og the Academy of Ancient Music og Trevor Pinnock med sit English Concert, Ton Koopman og Amsterdams Barokorkester og mange flere. Disse musikere og deres ensembler er rundet af 60’ernes og 70’ernes eksperimenteren med hår, hash og hardcore barok – i dag tilhører de fleste ældregenerationen.
Med Leonhardt som et vægtigt fundament lagde de grunden til en generation af yngre musikere som spiller barokmusikken med en selvfølgelig virtuositet og indsigt, vi i dag tager for givet. Leonhardt er død – men musikken han var eksponent for, lever i bedste velgående.