En jubeltrompet er ikke mere

Det er året 1972, jeg er til koncert med et par gymnasiekammerater. Jeg er i elendigt humør, troede jeg havde en kæreste. Sjællands Symfoniorkester skal spille.

af Claus Adam Jarløv

På programmet er bl. a. Haydns trompetkoncert. En gammel traver, skrevet for et instrument der med et antal uhåndterlige klapper pludselig kunne spille mange flere toner end før. Men her bliver der spillet på en helt moderne trompet med tre ventiler. Hm, den kender jeg ud og ind, tænker jeg surt; men bare vent, siger min mere musikkyndige kammerat. Ind træder en lille, trind mand med enorme øjenbryn og et beskedent, lidt kejtet ”goddag-goddag” smil. Orkestret starter sin lidt lange indledning, vi skal ligesom det hele igennem først. Ham den lille mand må have spillet den koncert 1000 gange. Alligevel står han fuldstændig opslugt af den indledende orkesterstemme som om det hele er nyt for ham. Så vrikker han lidt med ventilerne og skifter vægt fra det ene ben til det andet. Han er klar.
Haydn indleder soloen med tre banale toner. Men allerede der aner jeg noget helt enestående: en helt fantastisk udtryksfuld trompetlyd. Fuldstændig afslappet og i perfekt kontrol, også i de lidt sværere passager der kommer senere i koncerten. En stor solokadence sidst i 1.første-satsen – nærmest en selvstændig komposition – løfter sløret for det her lidt blærede med at teknik ikke er noget problem. Man aner i solistens ansigt en ”ah, var det ikke herligt” da orkesteret slutter satsen.
Mine kærestesorger er som blæst væk, i det mindste for en tid. Pudsigt nok fandt jeg aftenens solist efter koncerten stående ved et busstoppested på vej til hotellet. Kun hans trompettaske røbede noget specielt. En fantastisk blæser, men aldrig opblæst.
Den lille trinde mand er franske Maurice André. Rundet af beskedne kår og et umådeligt musikalsk mesterskab. Efter Haydnkoncerten med sjællænderne gik jeg ned til Fona på Vimmelskaftet og den franske boghandel i Badstuestræde. Jo, han havde indspillet mange plader: Molter med sine horribelt svære clarinokoncerter, Hertel, Michael Haydn og så avangardister som Jolivet og andre der skrev specielt til André. Dertil en masse musik som slet ikke var skrevet for trompet: violinkoncerter af Vivaldi og Tartini og andre arrangementer hvor André spillede umulige trompetsolo’er der bare lød helt naturligt. Lyden stak ud og var ikke rigtig til at komme uden om.
André var eksponent for en stolt, fransk blæsertradition der også tegnede fløjtefænomenet Jean-Pierre Rampal, oboisten Pierre Pierlot, fagotisten Paul Hogne og hornisten Gilbert Coursier. De havde alle en særlig fransk ”sound” som masser af elever over hele verden bringer videre, heldigvis.
Maurice André interesserede sig tilsyneladende ikke meget for hvordan de gamle mestre fra 17-hundredtallet mente musikken skulle lyde. Han spillede i høj grad på egne præmisser, og dog: musikken han bidrog med byggede tydeligvis på en fantastisk dygtighed og indsigt – og mest af alt: joie de vivre: glæden ved musikken og det at formidle den videre til sit publikum. En jubeltrompet er her ikke mere. Maurice André blev 78 år.