mandag den 3. oktober 2011

Inkluderende klassisk - tango for symfoniorkester

Man kan selvfølge vælge at fokusere på det negative, og det gør Thomas Michelsen så sandelig i sin anmeldelse i Politiken den 2. oktober af Copenhagen Phil’s første udgave af deres nye koncertkoncept, 60 Minutes. Musikken stank, og så hjælper det ikke at den var pakket ind i hyggelig snak og god stemning - så hårde er ordene.

Men tøv nu lige lidt. Jeg havde vovet det ene øje og inviteret tre gode veninder uden den store klassiske koncerterfaring til gentagelsen af 60 Minutes of Heat i Hillerød. Her var stemningen godt nok lidt hæmmet af at lokalerne absolut ikke var hyggelige. Maden blev serveret i en kæmpe spisesal med meget få gæster – og personalet var oven i købet slet ikke forberedt på at vi kom. Men mad fik vi da - og den smagte godt, og da vi kom ned til den ”musikalske markedsplads” var der også betydeligt flere gæster, faktisk så mange at der slet ikke var plads ved de få caféborde.

Så stod vi der og flagrede med noget ikke særlig indbydende musik af Fuzzy i højttalerne, videoen fra orkestrets flash mob på Hovedbanegården – uden lyd – og et par små tomme scener rundt omkring. Musikchef Uffe Savery indtog den største og gav os et par små interviews med nøglepersoner i aftenens program, men veninderne ville altså hellere snakke med hinanden og blev noget nervøse for hvad der ventede i koncertsalen da den ellers forrygende bandoneon-spiller Paolo Russo gav sig til at improvisere over Fuzzys sære lydinstallation.

Endelig fik vi lov at gå ind til hvad der i programmet blev kaldt opvarmningskoncerten. Her skulle dørene være åbne så ingen behøvede at føle sig indespærrede med musikken! Men der var ingen der benyttede sig af tilbuddet om at gå da Sjællands Strygekvartet og Paolo Russo tog os med på en spændende rejse i tango-land.

Men kl. 21 startede den egentlige koncert, og her var der ikke lagt op til ”flugtmuligheder”. Det kunne der ellers godt have været brug for, på det punkt er jeg enig med Thomas Michelsen.

Programmet lagde frisk og fyrigt ud med John Adams’ short Ride in a Fast Machine. Dirigenten Lan Shui dansede på podiet, og orkestret gav den gas. Samme gode energi var der i Arturo Márquez’ Danzon nr. 2, men derefter var det at man havde ønsket at dørene var åbne.

Forventningerne var ellers høje, for nu skulle vi høre Maxim Rysanovs berømte bratsch-tone for fuld udblæsning. Men ak, værket Viola Tango Rock Concerto af Benjamin Yusupov var bare en langstrakt, men usædvanlig tynd kop te. Der var ikke sparet på effekter med strøm og rock-attituder. Rysanov forsøgte sig en enkelt gang med at gå ned til publikum og spille en intetanende tilhører lige ind i ansigtet, men ærlig talt, det virkede fuldstændig meningsløst og påklistret, og det kunne i hvert fald ikke redde den lumsk kedelige musik som Rysanov ellers spillede med brillant teknik.

Det eneste formildende element var to dansere som langt inde i stykket dukkede op og gav en fantastisk opvisning i tangoens mange udtryksmuligheder.

Til sidst fik vi lov at slappe af med Bernsteins Mambo – med råb og det hele. Og bagefter kunne vi igen sidde på ”markedspladsen” med en drink, alt imens tango-DJ Lene Oskaria Stengaard spille den ægte vare for os.

Skulle man give et råd til Copenhagen Phil var det nok især at arbejde lidt med markedspladsen. Det ville have været sjovere hvis der havde været flere tilbud rundt omkring, måske med små smagsprøver på instrumenter og aftenens tema og mulighed for at snakke med musikerne.

Men alt i alt blev det faktisk en god aften. Vi var godt underholdt, havde oplevet symfoniorkestret på nærmeste hold og følte os berigede da vi kørte hjem i den tågede oktobernat.

1 kommentar:

  1. Kommenteret af Thomas Michelsen på Facebook: "er ked af, overskriften på min anmeldelse tydeligvis skygger for det faktum, at jeg er vild med det nye koncept. Men du godeste en elendig - og lang! - bratschkoncert, der var udnævnt til hovedsagen i fredags. Hvorfor bliver det klassiske musikliv bange for sin egen skygge? Præsenter musikken på nye, spændende måder - men præsenter den GODE musik. Der er masser af den!"

    SvarSlet