Af Claus Adam Jarløv
Alt dette og meget mere er beskrevet i alle tiders top-hit i den klassiske musik: Vivaldis Le Quattro Stagioni, måske bedre kendt som De fire Årstider. Der er tale om fire violinkoncerter der hver blev ledsaget af et lille naivt digt – en sonet – som beskriver den årstid koncerten står for. Beskrivelserne i de små sonetter er meget konkrete, ganske upersonlige, som tidens ånd foreskrev. Musikken er også stiliseret og abstrakt, det er jo barokmusik. Men Vivaldi evnede som få at fremmane billeder, dufte og følelser igennem sit musikalske udtryk: musikken er derfor let at gå til, simpelthen fordi man faktisk hører gøgen kukke og hunden bjæffe.
Med de ydre effekter, det rytmiske ”drive” og de smægtende melodier har koncerterne en vældig nutidig appel. De fire Årstider har et program, ikke nødvendigvis en egentlig historie som den senere romantiske periode anvendte, men nogle holdepunkter der gør at selv lyttere der ikke har noget særligt forhold til den såkaldt klassiske musik, kan lide musikken. Nogle siger at musikken er ”banal”, ”overfladisk” og ”forudsigelig” – måske fordi den slet ikke ligner Bachs komplekse værkers talmagi, kontrapunkt osv. Bach skrev til Guds ære – Vivaldi skrev til sine kunder. Dog skal det lige bemærkes at Bach var en stor beundrer af Vivaldis musik, hvilket vi ser afspejlet i de mange af venetianerens koncerter han kopierede og brugte som lærestykker.
Koncerterne, som naturligvis er katalogiseret i Peter Ryoms Vivaldi-katalog, blev kort efter udgivelsen spillet og hørt i stort set hele Europa, endda i mange forskellige udgaver. Det er længe før EU og globalisering, men alligevel: Værkerne blev udgivet i Amsterdam af en komponist fra Venedig med stærke forbindelser til Dresden, Berlin og Paris. Der var som bekendt ikke noget internet eller nogen telefon: kun hest og fødder. Og alligevel blev de fire violinkoncerter i bogstaveligste forstand ørebaskere over et helt kontinent.
Da den røde præst, som den rødhårede Vivaldi blev kaldt, forsvandt fra scenen, havde markedet ændret sig. En fantastisk spændende historie som pladsen ikke tillader mig at komme nærmere ind på her. Men der var altså ikke længere bud efter årstiderne, i hvert fald ikke Vivaldis musik. Der skulle gå et par århundreder før interessen atter flammede op – i mit godt og vel 50-årige liv – 212 årstider for at være helt præcis! - er markedet bombarderet med snesevis af nyindspilninger. Adskillige af dem i millionoplag, i liga med the Beatles hvis melodiske sans de måske havde til fælles med Vivaldi.
Den første komplette indspilning
Ligesom the Beatles gjorde det og stadig gør, sælger De fire Årstider godt. Mig bekendt er en af de allerførste komplette indspilninger fra 1939. Alfredo Campoli og the Boyd Neel Orchestra spiller i den stil der er kendetegnende for tidens smag, for store orkestre og svulmende klang. Men den lyder godt og, bortset fra pladestøjen, ikke ringere end mange senere indspilninger. Efter krigen begyndte interessen for Vivaldi så for alvor at blive vakt. Plademarkedet fik færten af en sællert i midten af 50’erne hvor den spanske violinist Felix Ayo og det italienske kammerorkester I Musici for første gang lancerede musikken på LP i stereo i et lækkert cover med stemningsfulde billeder. Det var tiden med bølget herrehår, hvid smoking og filterløse cigaretter. På trods af mange nyudgivelser genoptrykkes denne her fortsat, ret imponerende. Samme orkester har indspillet værkerne mindst 4 gange siden, hver gang med forskellige solister. Og med stort set samme resultat. Men lad os lige tage et spring til året 1968.
Da lyttede jeg mest til Cream og John Mayall, men en dag fandt jeg alligevel på at lægge skiven med De fire Årstider på grammofonen. Det var mors og fars L&L-tv med indbygget stereoanlæg; teaktræ og jalousilåger, så det passede ind i et pænt hjem i 60’erne. Jeg kunne sådan set godt lide musikken, der var faktisk forbavsende god gang i den; men det var så pænt, måske lidt kedeligt? Sjovt var det da når en violin lød som en pipfugl, og en bratsch gøede som en hund – det stod i hvert fald i de ledsagende naive sonetter. Der er ingen tvivl om at ham den pæne Felix Ayo og hans band havde begået den første rigtige klassiske topsælger som kunne skabe interesse for den såkaldt klassiske musik. Og der skulle komme mange flere til.
I midten af 70’erne begyndte man at læse om hvordan man egentlig fremførte musikken dengang De fire Årstider blev skrevet. Der er nemlig en masse litteratur om emnet i form af lærebøger fra tiden og beretninger fra folk der hørte musikken. Igen et spændende emne som jeg af pladsmæssige hensyn ikke må skrive om her. Forskerne fandt fx ud af at de gamle instrumenter lød anderledes og kunne andre ting end de moderne. Komponisterne brugte de særlige træk der var karakteristiske for netop de instrumenter man havde til rådighed. Og man spillede ikke bare det der stod i noderne; næh, efter komplicerede regler og en masse øvning udsmykkede solisten sin stemme med improviserede ornamenter, meget som jazz-musikere altid har gjort. Og måske er det en af grundene til at Felix Ayo fra 50’erne forekom mig en anelse kedelig. Han spiller groft sagt det der står i noden, basta. Ikke noget med at overskride grænser, tage sig friheder eller overraske, men meget smukt. Det er i øvrigt noget der gælder mange nye indspilninger med kendte virtuoser der bare ikke helt har forholdt sig til de muligheder musikken frembyder. Derfor sælges der fortsat Fire Årstider der lyder dejligt, bringer fred og ro i sjælen – og måske er lidt kedelige på en lidt uskyldig måde. Jeg er bare ikke helt sikker på at gamle Vivaldi var så pæn og kedelig.
Fed violinsolo
Der er mange beskrivelser af hvorledes en fed violinsolo kunne få tilhørerne til at dåne eller opleve at musikken på det mest skræmmende (og frydefulde) gik lige ind i sjælen. Vivaldis violinspil er også beskrevet som værende helt overvældende akrobatisk og grænseoverskridende, om end ikke altid lige kønt.
Forskningen i hvordan Vivaldi og hans samtidige spillede deres musik, har i vekslende grad og med vekslende held påvirket stort set alle nyere indspilninger. Der er kommet mere teater og større frihed i måden at spille barokmusikken på. Af millionsælgerne kan jeg nævne Nigel Kennedy der i 1989 gav De fire Årstider en ordentlig en på frakken, og sammen med sit punk-image fik han mange yngre mennesker til at åbne ørerne for Viv, som man kalder Vivaldi i England.
Bare skuldre og en indsmigrende tone har givet bidraget til at Anne Sophie Mutters tolkning af koncerterne landede på hundredtusindvis pladehylder. Den japanske violinist Takako Nishizaki, gift med stifteren af Naxos, toppede ligeledes millionsalget med sin fyrige og prisbillige cd. Barokmusikken og ikke mindst De fire Årstider er blevet brandet. Enhver violinsolist har sin udgave af De fire Årstider. Nogle af pligt, andre af lyst.
Nu da tilbudshylderne bugner med Årstider iført punkhår, bare skuldre, tjekket tøj og andre påfund – hvad skal man dog vælge? Jeg har selv været i det dilemma hvilket har betydet en ustyrlig mængde cd’er med Årstiderne på mine hylder. De fleste er gode, nogle er smukke, kedelige, outrerede, vanvittige, andre er spændende, og enkelte er det hele. Ud af de mange fine indspilninger der frister os, kommer så en selvudnævnt smagsdommers bud på fem kompetente indspilninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar