Af Claus Johansen
Der var f.eks. violinisten Lolli, som kunne skrive og udføre stykker så svære, at københavnerne diskuterede, om han var gal eller genial. Nogle kaldte ham violinspillets Shakespeare, andre kaldte ham en nar. Han spillede toner så høje, at man knap kunne opfatte dem og dertil dobbeltgreb og triller uden lige. Han var egentlig en smuk mand, men klædt ud i tidens nyeste og overdrevne modetøj, så han virkede både latterlig og krukket, når han med største lethed på sin violin efterlignede lyden af en fløjte, en lut, en sækkepibe, en hanes galen, en hunds gøen og naturligvis fuglenes sang. Men de kom alligevel for at se ham, høre ham og bagefter sladre om ham. Dengang var det en totaloplevelse at gå til koncert, ganske som det er, når man oplever rytmisk musik i dag.
Majema, majema, huk, huk, huk
I samme periode kunne københavnerne møde den berømte abbed Vogler, der tryllede på byens orgler. Hans værker blev kaldt tonemalerier og illustrerede historiske begivenheder, naturoplevelser som Aftenpromenade på Rhinstrømmen afbrudt af Torden eller eksotiske situationer med titler som Hottentotternes Vise i Caffernes Land bestående af tre takter og ordene Majema, majema, huk, huk, huk. En kritiker spurgte, om Vogler ikke kunne tænke sig at skrive et stykker, der hed Den overordentlige Kulde, der herskede i Skt. Petersborg i året 1748. Det er let nok at gøre nar af en virtuos, men en stor dansk forfatter huskede senere med glæde på den besynderlige orgelspiller Vogler: "Når han med begge Armene, midt i den hjertegribende Musik nedtrykkede Tangenterne for at efterligne Lydene af Jerichos nedstyrtede Mure, saa synes det mig, det var et dristigt Indfald," skriver Oehlenschläger, og tilføjer: "Rigtignok hørte jeg mange skjælde ham ud for en Charlatan."
Ekstremsport
Virtuoserne har besøgt os siden middelalderen, og selv under kriser og krige strømmede de ind og ud af landet. Fra begyndelsen af 1800-tallet har vi også produceret en del af dem selv. Det er folk, som kan deres fag og lidt til. De bliver betalt for at drive deres stemmer og instrumenter til ekstremer. Er de strygere, skal de gerne op i den evige sne, hvorfra de henter instrumentets allerhøjeste toner. Pianisterne spiller hurtigere end alle andre, det skal helst lyde, som om de har mindst tre hænder. Blæserne holder toner så længe, at man frygter for deres helbred. Skalaer og treklange vælter ud af deres instrumenter i rasende fart. Dybe instrumenter som tuba og kontrabas bliver udsat for det, de er dårligst til: Vilde løb, store spring og uhyggeligt høje toner. Men det er sangerne, som har trukket flest folk til; især dem med høje lyse stemmer. Det er kombinationen af lækkert udseende og seksuel udstråling, som koblet med en erotisk lyd kan få det til at kilde andre steder end ned ad ryggen. Man går ikke kun ind for at høre en tenor eller en sopran, de skal også ses, og de kvindelige sangere skal helst være klædt som filmstjerner, teaterdivaer eller prinsesser i flotte kjoler og med de dyreste juveler. Det gør ikke spor, at de opfører sig som det, de er: Primadonnaer. Men hvis en fagottist gør det samme, bliver han uhjælpeligt til grin.
Koncert og cirkus
Der er noget latterligt over virtuoserne, men også noget lidt hyggeligt og gammeldags. De er i familie med varietéernes folk, med tryllekunstnere, hypnotisører og kortspillere og de har udgangspunkt i gamle dage, da det var en naturlig ting at gå i kjole og hvidt efter mørkets frembrud. Man behøver ikke være marxist for at bemærke, at den store virtuostid begyndte, da industrisamfundets blomstrede op i begyndelsen af 1800-tallet. Borgerskabet ville underholdes, og da de manglede adelens kulturelle dannelse, skulle de ikke røres og bekræftes, men imponeres og forbløffes. Afstanden mellem koncertsal og cirkus blev nok lidt mindre. Koncertsalene blev til gengæld større, instrumenterne kraftigere og billetpriserne højere. Siden da har musikken været flottere, kraftigere, længere, hurtigere og i det store hele mere direkte.
Badutspringere
Trods de mange år bliver der stadig set lidt ned på virtuoserne. Det kan ikke være anderledes, for klassiske musikliv er stadig befolket af snobber, og virtuoserne er stadig omgivet af et skær af cirkus. Sådan var det fra begyndelsen. Den københavnske Morgenpost sammenligner i 1784 de vandrende virtuoser med "Bjørnetrækkere, Taskenspillere og Krumspringmagere". Holdningen findes endnu blandt både musikelskere og anmeldere. Kvalitetsforskellen på et virtuosnummer og en såkaldt seriøs komposition er imidlertid svær at finde. Måske fordi den ikke eksisterer. Megen dårlig musik kaldes seriøs, og megen god musik er bare skrevet for sjov, direkte til en kunstner, som havde særlige evner. Sådan var det, og sådan er det stadig.
Mørkemænd
Virtuoserier er nemlig sjældent fine nok til rigtige koncerter, hvilket er en uundgåelig følge af, at vi de sidste 130 år har behandlet klassisk musik som noget indforstået, alvorligt, næsten helligt, der helst skal afvikles for et indforstået publikum i mørke og tavshed af latterligt seriøse ældre mænd i kedeligt tøj. Den attitude udelukker megen glæde og skræmmer naturligt nok en del normale mennesker langt væk. Vi burde snart vokse fra den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar