Stilhedens pressemøde

Den estiske komponist Arvo Pärt er kommet til København hvor han torsdag den 22. maj får overrakt Sonnings Musikpris ved en koncert i Radiohusets Koncertsal. Mandag kl. 12 var der pressemøde med komponisten der er notorisk sky. Det gik stille for sig. 

Arvo Pärt foto:Kristjan Jaak Nuudi

Af Jens Cornelius

Stilheden er mere end pinlig. Den er forkrampet, fyldt af præstationsangst fra alle medvirkende. Man mærker angsten for at få bekræftet at Arvo Pärt er umulig at få i tale, umulig at lokke et ord ud af. Skrækken for at opleve ham blive skræmt og gå i sort. Pressen står og venter ham som en profet. Han venter omvendt på os som en eksekutionspeleton. Vi står her, der kommer han, og straks indtræder den kollektive lammelse. En stilhed fyldt med noget.
”Stilhed er ikke tomhed”, siger Pärt da vi ad omveje nærmer os emnet hans musik. ”Stilheden er fylde. Den kan være fyldt af noget fuldkomment eller af noget ufuldkomment. Stilheden har mere med ro og uro at gøre end med klang.” 
Derefter stilhed.
I den lille sofa trykker Pärt sig sammen, forsvinder ind i sin grå vest og den ternede yndlingsskjorte. Blikket sigter et sted mellem hans knæ og sofabordet. Sproget er tysk, talt med kraftig accent af en kraftesløs tenorstemme og med oceaner af stilhed mellem hver sætning. Nogle svar består af abstraktioner der fordamper undervejs. Andre svar er mere koncise, især dem af typen ”Det må De ikke spørge mig om” eller ”Det er jeg ikke den rette til at svare på”. 
Vores værste anelser er gået i opfyldelse. Alle potentielle spørgsmål er allerede dømt banale, forulempende og malplacerede. Hvem kan gøre noget så ondt ved den ældre herre der sidder og krymper sig i hjørnet.
Hvad synes De om at modtage prisen, spørger estisk tv. 
”En udmærkelse er som kaffe”, svarer Pärt inden han uden at vide det bruger en bogtitel af Naser Khader som beskrivelse af sin følelse ved at få Sonnings Musikpris: ”Ære og skam”. ”Skam fordi en indre stemme siger at man ikke er værdig. Ære fordi enhver udmærkelse er en gave. Denne pris er en af de største gaver jeg og min musik kan få. Jeg er meget glad for den. Tak, Danmark.”
Kan de forestille Dem et liv uden at komponere – og hvorfor ikke?, spørger Politikens udsendte. 
”Det kan jeg godt. Er det svar nok?” 
Det var det ikke helt. Pärt må uddybe. ”Der findes ingen adskillelse mellem at leve og at komponere. Det er det samme. De to ting hænger sammen. Måske min kone kan forklare det bedre?” 
Fru Pärt sidder ved siden af. Normalt er det hende der fører ordet. Hun er Arvo Pärts faktotum, forretningsfører, gruppeformand og uundværlige støtte. I dag lader hun dog sin mand være i centrum. Pärt må klare sig selv gennem de kommende minutter. 
”Jo enklere ens virke er, desto mere lærer man af det. Man kan lære mere af at passe en have end af at komponere et stykke musik”. 
Mikrofonstangen fra estisk tv svæver faretruende nær Arvo Pärts pande. Ikke nok med at forsamlingen forventer en strøm af dybsindigheder og præcise svar. Svarene skal også optages for eftertiden. Det kan ikke blive værre.
”Hvad sætter gang i Deres kreativitet?”, lyder næste spørgsmål, befriende klart. 
Lang, lang tavshed, mens Pärts pande rynker sig sammen i endnu flere folder. ”Det kræver stor kreativitet at svare på det spørgsmål”, lyder det så. Pause igen. ”Det kan være en tekst, et andet menneske, glæden ved livet. Jeg kan desværre ikke svare. Kan De ikke stille nogle sjovere spørgsmål?”
Vi prøver. Er Deres værker præget af estiske musiktraditioner? 
”Det er jeg desværre ikke den rette til at svare på”. 
Kan De fortælle lidt om Deres nye værk, ’These Words’? 
”Jeg har skrevet nogle få ord om det i programhæftet.” Han bladrer. ”Her står det – måske De vil læse det højt?”. Vi bliver hurtigt enige om at det er bedre at læse det efter pressemødet. 
Hvad synes De om Deres tidlige værker fra 1960’erne? 
”De er også mine børn. På den ene side elsker jeg dem, på den anden side må jeg leve med at de som alle andre børn ikke er fejlfri.” 
Lytter De til pladerne med Deres egne værker? 
”Det er ikke så nemt. Når en vellykket pladeoptagelse er overstået, er værket færdigt for mig”.
Pärts søn Michael stiller et glas cola foran sin far. Er det et aftalt tegn? Formanden for Sonning Prisen, Steen Frederiksen, bryder i hvert fald ind: ”Så tror jeg vi er færdige for i dag. Vi har talt om hvor længe dette ville vare, og da jeg svarede at det højst ville vare en halv time, accepterede han til sidst. Tak, Arvo Pärt, fordi De har besvaret så mange spørgsmål”. 
”Selv tak. Jeg håber ikke jeg har været til ulejlighed”.
Komponisten indkapsles straks af sin søn til den ene side og den estiske journalist der til den anden side får stillet et par lavmælte spørgsmål på modersmålet. Der skrives et par autografer og spises chips. Så rejser Hr. og Fru Pärt sig, og komponisten giver sin hustru frakken på. Begiver sig mod døren da han vender om og hurtigt går hen til det modsatte hjørne af lokalet hvor koncertsalens medarbejder står ved bordet med drikkevarer og frugt. ”Tak for i dag”, siger Arvo Pärt med et stort og varmt smil. ”Det var en meget dejlig Coca-Cola”.