En italiener i Aalborg

Pronto! I snart seks årtier har jeg prøvet at tale i telefon. Jeg regner mig for ret rutineret i den sportsgren. Alligevel stiger pulsen en anelse når man skal ringe til det store udland og tale med en ’kendt person’. Hvad siger man? Beep, beep, skrat, skrat – ”Pronto”. Siger jeg Hi Carlo? Eller Maestro Rizzi? Jeg tror jeg sagde begge dele. ”Oh, hello, Claus” med den der italienske lyd på engelsk. Og så har vi gang i en samtale.

Carlo Rizzi

Af Claus Adam Jarløv

Jeg spørger ret uoriginalt hvordan det hele startede og det ikke særligt overraskende svar var at lige siden Carlo var dreng ville han dirigere, og mor og far bakkede op. Jeg kan ikke lade være med at spørge hvad det dog er der fascinerer ved at dirigere. Tre sammenhængende ting: arbejdet med musikerne, få mening ud af komponistens arbejde og kommunikationen med publikum.
Når man læser om Carlo Rizzi, er der helt klart tale om en operamand med hang til Rossini, Verdi og andet italiensk. Skal der en italiener til for at dirigere italiensk opera, spørger jeg? Hm… Jeg udleder at svaret er ja.
”Vi har det i os: sproget, maden, vejret. Ligesom der skal en amerikaner til for helt at forstå amerikansk musik. Bernstein og Maazel tolkede amerikansk musik forskelligt, men havde i kraft af at være amerikanere en eller anden udefinerlig indforståethed som prægede deres tolkninger.”
Ok, Carlo Rizzi er italiener med hang til opera. Fik jeg fortalt at han er britisk gift, en skattet ’Conductor Laureate’ på den walisiske nationalopera, dirigerer det australske kammerorkester og flere orkestre i USA? Oven i det dirigerer han førsteopførelser af ny operamusik, som fx ”In Parenthesis”. Se dette youtube-klip.

Jeg spørger om han er med på den bølge der har fokus på hvordan man spillede musikken i gamle dage, instrumenterne, tempo osv. Jo, det er helt enormt inspirerende at beskæftige sig med det, så vi forstår komponistens hensigter med musikken. Vi skal bare huske på at publikums ører, viden og tidsopfattelse også var en helt anden end vores. Tingene skal spille sammen: musikken og publikum, også i dag.
Jeg slutter samtalen med ”Mille grazie”, hvorefter ham italieneren svarer ”Mange tak”. Aalborg kan roligt sige ”Pronto” til en fin oplevelse.