Den ukendte komponist, der skrev kendt musik

Byen Jesi ligger midt i Italien. Den er lille og er en af de byer hvis hovedgade, selv midt på dagen, er helt tom og stille. Byens midte består ikke af ret meget andet end en kæmpe statue af dens stolthed, komponisten Giovanni Pergolesi. I dag er Pergolesi en temmelig overset komponist. Overskygget af sine samtidige kollegaer Vivaldi og Händel på trods af, at han i samtiden var mindst lige så kendt som dem.

Forfulgt af uheld
Sygdom og børnedødelighed var ikke usædvanligt for den tid, men Pergolesi var forfulgt af usædvanlig meget elendighed. Alle hans søskende, hans mor, hans far og stedmor døde inden han var fyldt 20. Selv levede han det meste af sit liv med tuberkulose (der til sidst tog livet af ham), og han havde et defekt ben som følge af polio. Nogen Adonis var han ikke.

Komisk musik
Som helt unge blev vidunderbarnet, Pergolesi, klogt nok sendt til konservatoriet i Napoli, hvor han efter sin eksamen fik jobs i de aristokratiske kredse. Hans egentlige gennembrud var inden for genren Opera Buffa. Opera Buffa var en operaform, der blev brugt som intermezzo i en større opera. Handlingen var komisk i modsætning til handlingen i de ”rigtige” operaer, og talte i det hele taget til den jævne borger. Ofte var sproget på den dialekt som publikum talte og handlingen relaterede sig til livet i de lavere klasser. Pergolesi var intet mindre en mester til at komponere Opera Buffa og kan uden tvivl tilskrives æren for, at denne genre overhovedet kom på banen for alvor. Genren smittede desuden hurtigt af på de klassiske operaer, der nu også begyndte at få komiske handlinger.

Åh, den kærlighed
Som alle andre unge mennesker forelskede Pergolesi sig. Hans udkårne var en pige af adelig herkomst, og kærligheden var i den grad gensidig. Men bestemt ikke fra hendes forældres side, og de to måtte skilles. Kort tid efter adskillelsen døde hans elskede og helt absurd (eller romantisk) dirigerede Pergolesi orkesteret ved hendes begravelse. Det må siges at være en Oscar værdig.  Han døde selv kun et år efter, og det rygtes hurtigt, at de to døde af knuste hjerter.

Fra musikerliv til munkeliv
Som 25-årig trak Pergolesi sig tilbage til et franciskanerkloster, enten syg af ulykkelig kærlighed eller den tuberkulose, der bare ikke ville gå væk. Et liv væk fra aristokratiet og alt det vilde og ikke mindst de komiske operaer. Det var her hans kendte værk Stabat Mater blev til. Værket for henholdsvis en sopran- og altstemme oprindeligt opført af to mænd. Orkestret er lille. Blot to violiner og en bas af, hvad man nu lige synes er passende. Han døde året efter. Om det var af tuberkulose eller ulykkelig kærlighed kan vi jo lade være op til fantasien.

Stabat Mater
Stabat Mater, der var Pergolesis sidste komposition, blev det mest kopierede værk i det 18. århundrede og står i dag på enhver sopran og alts svendeprøveliste. Faktisk er det helt rimeligt at kalde det et af de kendteste værker inden for barokgenren. Det er samtidig på linje med Vivaldis De fire årstider et af de mest voldtagede stykker musik gennem tiden med utallige indspilninger på bagen. Pergolesis liv var ikke sindsoprivende spændende, hvilket muligvis er grunden til, at han i dag lidt er blevet glemt i mængden af andre barokkomponister. Men til trods for hans ukendte person er hans Stabat Mater et af de få stykker musik, der har været populært lige fra det blev skrevet til i dag.

Som eksempel har jeg valgt et klip fra Stabat Mater fra den indspilning, jeg personligt synes er bedst. Det er med Ricercar Concort og de to spanske sangere Nuria Rial (sopran) og Carlos Mena (kontratenor). Sjældent har jeg hørt to stemmer klæde hinanden så godt.

Af Esther Jarløv