Af Marianne Ryde
Har man abonneret bare en enkelt sæson, fylder bladene som en tyk bog i reolen. Ingen numre er på mindre end 90 sider, og flere kommer over de 100.
”Der er så meget at fortælle om klassisk musik,” forklarer den ene halvdel af redaktørduoen, Per Rask Madsen, som sammen med studiekammeraten Nikolaj Skinhøj nu i fem år har udgivet det digre tidsskrift Klassisk.
Siden Per i en alder af 13 kom i kontakt med klassisk musik, har den været en væsentlig del af hans musikalske univers. Her befandt sig ellers mest hård metal og rock, men da Per startede på guitarundervisning, insisterede læreren på at han skulle lære noder og spille noget klassisk guitarmusik, og Per opdagede at et band som The Doors også kunne bruge klassiske forlæg som i nummeret Spanish Caravan. Han fik simpelthen åbnet ørerne for den rigdom af dynamik og store fortællinger som den klassiske musik rummer, og det er netop hvad han nu forsøger at give videre til sine læsere.
En modig mand
Pers erfaring med bladverdenen var ellers ikke stor da han besluttede sig for at udfylde tomrummet efter DR’s magasin Klassisk Musik. En tid som medlem af Dansk Musik Tidsskrifts redaktion var alt, så drivkraften var simpelthen en brændende interesse for musik – og for at dele den med andre.
”Vi var tre studiekammerater til at begynde med, og egentlig ville vi også have haft jazz-musikken med i bladet. Men jazz-manden sprang fra, og så blev det kun til klassisk,” fortæller Per.
10 travle måneder gik der fra ideen blev født, til det første nummer udkom. Per tog på iværksætter- og forretningskurser, søgte penge og havde selvfølgelig et hav af diskussioner med Nikolaj om hvad det egentlig var for et blad de ville lave.
”Vi skelede i høj grad til magasinet Jazz Special. Vi ville væk fra programnotestilen og over i en journalistik der i højere grad talte til alle sanserne, gerne personligt og ikke for distanceret. Og bladet skulle beskæftige sig med hele musiklivet, ikke kun hvad der spilles i radioen. Vi bestræber os på at favne bredt, dog ikke så bredt som Optakt. Vi skriver til den interesserede læser – og til ”musiknørden”, men dækker for eksempel ikke amatørmusikken,” siger Per.
Konceptet må siges at være faldet i publikums smag, og med et oplag på 6000 og 4000 abonnenter løber det rundt. Det er ikke en kæmpe overskudforretning, men Per og Nikolaj kan leve af det og betale en skare af freelance-journalister for deres bidrag.
”Vi gør det mest fordi vi har stor kærlighed til musikken, ikke fordi vi bliver rige af det,” siger Per der dog også nyder den fleksibilitet der er i jobbet; den passer godt sammen med et familieliv.
Rock’n roll-æstetik
Renée Flemming i lyserød balkjole – det er noget nær det værste Per kan forestille sig på forsiden af sit blad.
”Til det første nummer havde vi tænkt os en svedende og gestikulerende Lars Ulrik Mortensen. Vi skelede til heavy-koncerternes udtryk og ville have de store følelser frem i billederne. Men bladet skal jo også kunne sælges på den forside, så vi har måttet finde en balance mellem det pæne og det vilde,” smiler Per.
Det visuelle er halvdelen af oplevelsen, vurderer han, og der bliver brugt mange kræfter på at få taget det helt rigtige foto til artiklerne.
Ellers vil han gerne et spadestik dybere end han synes man kommer inden for rock-journalistikken. Han vil fortælle alt det der kan gøre lytningen mere interessant og på den måde forlænge nydelsen.
Fremtiden er utraditionel
”Klassisk musik er så sindssygt godt, og man kan lytte til det på mange måder, i mange dimensioner. Der er uendelige fortolkningsmuligheder, og det kræver fordybelse af få budskabet frem,” siger han og håber der er en fremtid både for musikken og for bladet.
Måske skal der bare tænkes mere utraditionelt med nye koncertformater og mere kontakt til publikum for ikke at tale om flere undervisere der som Pers guitarlærer insisterer på også at præsentere de yngre generationer for det klassiske repertoire.
Per tager i hvert fald gerne fem år mere med den trykte side af sagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar