mandag den 24. oktober 2011

Nye radiovaner

Fra den 1. november skal vi til at vænne os til at høre klassisk musik på andre måder, end vi har været vant til i en del år. Der har været talt ned til det længe. I den klassiske morgenradio har værterne gang på gang forklaret os, at vi skal ikke undvære den klassiske musik. Vi skal bare høre den om aftenen på den sædvanlige kanal, eller om dagen på DAB-radio eller på computeren. De har endda fortalt os at den nye internetkanal P2 klassisk vil blive endnu bedre med mange flere programmer.
Brugerne har været bekymrede: hvordan skal det gå med den klassiske musik? En overskrift i Politiken i dag lyder "Nu dør musikken", men læser man lederen, så er det ikke helt så alvorligt ment (sådan er det tit med overskrifter).
Hos os har vi nu investeret i en internetradio, og har det været en revolution? Ja, det må man nok sige. En verden af fantastiske internetkanaler har åbnet sig, og vi har fundet klassisk musik fra hele verden. Det er utroligt sjovt. Nogle kanaler - som Classic FM - er annoncebaseret, men det gør ikke så meget. Det er egentlig ret underholdende at høre en lille engelsksproget reklame for en Peugeot eller noget andet.
Mange internetkanaler er lavet af folk, der virkelig brænder for et lille smalt emne, og de er tilsyneladende kun styret af deres egen interesse og går til sagen med ildhu.
Det er sjovt at gå på jagt blandt de klassiske internetkanaler, hvoraf Danmarks Radios P2 Klassisk bliver en blandt mange.
Så jeg tror ikke, at musikken dør. Den trækker bare vejret nye steder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar